Donorer

Vi får støtte af Udenrigsministeriet til at hjælpe børn med nødhjælp i katastroferamte lande

Mange støtter vores arbejde, og vi får også midler fra Danida, Udenrigsministeriet til at rykke ud med nødhjælp i en række katastrofe- og konfliktramte lande. Her er en liste over vores projekter, som Danida støttede i 2016:

Indien – Jordskælv – Januar 2016 – DKK 500.000
Efter jordskælvet i Indien den 4. januar 2016 hjalp Red Barnet 500 specielt sårbare familier, som fik tildelt hygiejne artikler samt kontante pengebeløb til dækning af basale behov. Derudover oprettede Red Barnet børnevenlige områder som en del af arbejdet med at beskytte børn.

Somaliland – Tørke – Februar 2016 – DKK 860.000
Red Barnet gav i 2016 nødhjælp til de værst ramte tørkeområder i Somaliland. Vi sikrede lægehjælp til underernærede børn og gravide, samt sørgede for, at mere end 46.000 mennesker blev forsynet med mad og vand. Som det ser ud nu fortsætter tørken i 2017 med at være et problem på hele Afrikas Horn. Der vil derfor også være behov for hjælp i 2017.

Uganda – Flygtninge fra Sydsudan – Februar 2016 – DKK 400.000
Som naboland til Sydsudan modtog Uganda et stigende antal flygtninge fra Syd Sudan i 2016. Red Barnet hjalp i første halvdel af 2016, 4000 nyankommne flygtningebørn i Uganda med tøj, tæpper og forbedrede hygiejneforhold. Vi oprettede børnevenlige områder for at forbedre børnenes vilkår, give psykisk støtte og forbedre beskyttelsen af børnene. Konflikten i Sydsudan fortsætter og er taget til i intensitet i 2017. Der kommer derfor fortsat flygtninge til Uganda fra Syd Sudan.

Etiopien – Tørke – Marts 2016 – DKK 1.500.000
Etiopien blev ramt af den værste tørke i 50 år, og mere end 10 millioner menneskers overlevelse afhang i 2016 af nødhjælp. Red Barnet arbejder i over 70 procent af de områder, der var værst ramt. Her uddelte vi mad, vand og medicin. Som det ser ud nu fortsætter tørken på hele Afrikas Horn i 2017. Derfor vil Etiopien fortsat være plaget af tørke.

Yemen – Væbnet konflikt – April 2016 – DKK 655.000
Yemen udgør i dag en af verdens største humanitære katastrofer og omkring 21 millioner mennesker, herunder 10 millioner børn, havde akut behov for nødhjælp i første halvdel af 2016. Vi uddelte i første halvdel af 2016 mad, vand, medicin og udstyr til sundhedsklinikker. Derudover oprettede vi en række børnevenlige områder for børn. Konflikten i Yemen og den akutte mangel på mad og adgang til sundhed ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke i 2017. Behovet for nødhjælp er derfor fortsat enormt.

Irak – Væbnet konflikt – August 2016 – DKK 500.000
Situationen i Mosul by i Irak, hvor børn og familier blev tvunget til at forlade deres hjem i og omkring Mosul by og flygte til andre områder i Irak, er med stor sandsynlighed en af de større og mere komplekse konflikter i 2016. Det anslås, at op mod 1 million mennesker vil være nødt til at flygte. Red Barnet leverede i sidste halvdel af 2016 livsreddende nødhjælp til børn og familier fordrevet fra Mosul. Kampene i og omkring Mosul ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke i 2017 og derfor er behovet for hjælp fortsat enormt.

Haiti – Orkan – Oktober 2016 – DKK 780.000
Den 4. oktober ramte orkanen ’Matthew’ den vestlige kyst af Haiti. Dette er den værste orkan Haiti har oplevet i over 50 år. FN skønner, at i alt 2,1 millioner mennesker blev berørt af orkanen i 2016, heraf cirka 900.000 børn. Red Barnet uddelte mad og vand, oprettede børnevenlige områder, samt gav støtte til sundhedsklinikker og skoler. Omfanget af orkanens ødelæggelser i Haiti var store og genopbygningsarbejdet fortsætter derfor i 2017.

Etiopien – Sygdoms udbrud – Oktober 2016 – DKK 350.000
Etiopien har i de seneste måneder af 2016 oplevet en kraftig stigning i antallet af tilfælde med akut vandig diarré. Mange tusinde mennesker er blevet ramt og flere hundrede er døde. Dette kommer oven i befolkningens store problemer med tørke. Red Barnet støttede derfor for anden gang i 2016 Etiopien. Denne gang med indsatser indenfor sundhedsområdet og undervisning i hygiejne.

Nigeria – Væbnet konflikt – Oktober 2016 – DKK 400.000
Konflikten i det nordøstlige Nigeria startede tilbage i 2009 og berører i dag over 15 millioner mennesker. Her af er omkring 2.1 million mennesker flygtet internt i Nigeria. Det store antal internt fordrevne er et direkte resultat af Boko Harams fortsatte angreb på civilbefolkningen. Red Barnet gav støtte til uddannelse, børnebeskyttelse, fødevaresikkerhed samt ernæring og sundhed i Nigeria i 2016. Konflikten i Nigeria ser ud til at fortsætte med uformindsket styrke i 2017 og behovet for hjælp er derfor fortsat stort.

Nordkorea – Oversvømmelse – Oktober 2016 – DKK 500.000
Som følge af tyfonen Lionrock, oplevede de nordøstlige provinser i Nordkorea voldsomme oversvømmelser i 2016. Mange tusinder af mennesker blev fordrevet fra deres hjem og havde akut behov for nødhjælp i 2016. Red Barnet støttede med nødhjælp indenfor specielt shelter, adgang til rent vand, hygiejne og uddannelse.

Libyen – Væbnet konflikt – Oktober 2016 – DKK 410.000
Den langvarige væbnede konflikt og politiske ustabilitet i Libyen har haft en dyb indvirkning på civilbefolkningen i Libyen. Det skønnes at over 3 millioner mennesker her af 1.8 millioner børn er direkte berørt af konflikten. Krigen har medført mangel på næsten alt lige fra mad, benzin, vand, medicin og elektricitet. Derudover er det gået hårdt udover adgangen til blandt andet sundhed og skoler. Red Barnet støttede i 2016 med humanitær nødhjælp til Libyen indenfor shelter, uddannelse, børnebeskyttelse, adgang til rent vand og sundhed. Konflikten i Libyen ser ud til at fortsætte i 2017 og der er derfor fortsat behov for hjælp.

Sydsudan – Væbnet konflikt – November 2016 – DKK 1.000.000
Den ulmende konflikt i Sydsudan tog en dramatisk drejning i sidste halvdel af 2016 med en markant forværring af civilbefolkningens situation som følge. Det vurderes at 6.1 millioner mennesker, ud af en befolkning på 11.6 millioner havde akut behov for nødhjælp alene i 2016. Red Barnet støttede nødhjælp indenfor børnebeskyttelse, sundhed og ernæring. Den væbnede konflikt i Sydsudan fortsætter ser ud til at intensiveres i 2017. Behovet for nødhjælp til Sydsudan er derfor fortsat meget stort.

Yemen – Væbnet konflikt – December 2016 – DKK 800.000
Konflikten i Yemen fortsatte uformindsket gennem det meste af 2016. Ved udgangen af 2016 var behovet for humanitær nødhjælp stadigvæk enormt. Red Barnet støttede for anden gang i 2016 med nødhjælp indenfor sundhed og ernæring, børnebeskyttelse, fødevaresikkerhed og uddannelse. Konflikten i Yemen fortsætter og behovet for hjælp vil være stort også i 2017.

Syrien – Væbnet konflikt – December 2016 – DKK 662.737
I de sidste måneder af 2016 eskalerede konflikten i Syrien yderligere specielt omkring Aleppo by. Red Barnet leverede nødhjælp indenfor børnebeskyttelse, sundhed og ernæring, uddannelse og fødevaresikkerhed. Krigen i Syrien fortsætter og behovet for nødhjælp er fortsat enormt i 2017.

Malawi – Tørke – December 2016 – DKK 400.000
Malawi har siden marts i år været ramt af en af de værste tørker i landets historie. Det skønnedes, at 6.5 millioner i Malawi oplevede fødevaremangel, og at omkring 500.000 mennesker mistede deres adgang til rent drikkevand som følge af tørken i 2016. Red Barnet støttede fødevaresikring til den hårdt trængende befolkning. Tørke har langtrækkende konsekvenser. Malawis befolkning har derfor fortsat brug for støtte i 2017.

Nigeria –Tørke– December 2016 – DKK 500.000
Oven i Nigerias lange og blodige konflikt, oplevede befolkningen i de nordlige provinser også en alvorlig tørke i de sidste måneder af 2016. Det blev skønnet, at omkring 8.3 millioner person led under fødevaremangel i sidste halvdel af 2016. Red Barnet ydede derfor for anden gang i 2016 nødhjælp til Nigeria. Denne gang indenfor fødevarehjælp til den underernærede befolkning. Både Nigerias konflikt og tørke fortsætter med uformindsket styrke. Der er derfor fortsat brug for nødhjælp i 2017.

Haiti – Orkan – December 2016 – DKK 500.000
I de første uger og måned efter orkanen ’Matthews’ hærgen i Haiti blev der identificeret omfattende skader som følge af orkanen. Udover tab af liv og antallet af sårede samt antal mennesker, der har mistet deres hjem viste skaderne på infrastruktur, landbrug, og vandforsyning sig at være omfattende. Oven i dette blev der rapporteret om en hastig stigning i antallet af kolera. Red Barnet ydede derfor for anden gang i 2016 støtte til nødhjælp indenfor børnebeskyttelse, adgang til rent vand, hygiejne, fødevaresikring, uddannelse og uddeling af nødhjælpspakker. Orkanens hærgen har givet omfattende ødelæggelser på Haiti og genopbygningen fortsætter derfor i 2017.