Sundhedsydelser

til børn og familier i Mali

Foto: Red Barnet/Juozas Cernius

Mali, som er et af verdens fattigste lande (ligger som nr. 184 ud af 189 lande på fattigdomsindekset), er præget at klimaforandringer, et svagt og fraværende statsapparat, dårlige sundhedsydelser, høj fødevare usikkerhed og underernæring samt væbnet konflikt siden 2012 i det nordlige og centrale Mali. Red Barnet arbejder i Mopti og Timbuktu regionerne i det centrale Mali, hvor der pt. er en ernærings- og fødevarekrise. Denne krise går særligt ud over børn under 5 år samt gravide og ammende kvinder, der lider af underernæring som følge af alvorlig mangel på mad. Sundhedssystemet i Mali er udfordret på flere niveauer, hvilket gør det svært at nå ud til de mest sårbare familier med livreddende behandling og medicin.

Med støtte fra ECHO og DANIDA, driver Red Barnet et projekt, der skal forbedre vilkårene for udsatte børn og familier i disse områder. Projektet sikrer lokalbefolkningen adgang til sundhedsydelser i god kvalitet i de fem hårdest ramte distrikter i Mali. Red Barnet uddanner sundhedsarbejdere og ernæringspersonale på de lokale sundhedsklinikker, der især har til opgave at hjælpe fattige familier, gravide og alvorligt underernærede børn. Blandt de særligt udsatte er børn under 5 år, som lider af alvorlig underernæring, og projektet har som mål at intensivere indsatsen over for denne gruppe. Det sikres blandt andet ved, at vi afholder oplysningsaktiviteter og træner lokale mødre og sundhedspersonale i at identificere alvorlig underernæring med overarmsmålinger samt uddeling af jordnødbaseret pasta til behandling af svær akut underernæring til børn.

Projektet sørger derudover for at beskytte mod katastrofer ved at oprette forebyggende advarselssystemer, sikre sundhedsstrukturerne og opbygge et lager af livreddende medicin, som kan tages i brug, hvis levering og transport ikke kan lade sig gøre. På den måde yder vi en bæredygtig og helhedsorienteret indsats, som skal nedsætte dødeligheden og optimere levevilkårene for lokalbefolkningen. Projektet har desuden som mål at sikre gratis sundheds- og ernæringsbehandling til de hårdest ramte, herunder blandt andet gravide og underernærede børn.

 

Mere om projektet

Land: Mali

Periode: 1. maj 2018 – 30. april 2020

Navn: Mali ECHO HIP 2018 – Health and Nutrition

Sustainable development goals (SDG): Projektet arbejder mod flere bæredygtighedsmål, herunder mål 2 om at komme sult til livs, mål 3 om helbred og velfærd, mål 6 mål rent vand og sanitet, mål 10 om at mindske ulighed og mål 17 om partnerskaber

Donorer: ECHO og DANIDA

Projektet har fået bevillinger i 2018 og 2019

Projektets mål

- Identificere alvorligt underernærede børn med henblik på at få dem i behandling

- Hjælpe over 160.000 udsatte børn og familier i Mali - Reducere dødeligheden blandt befolkningen i det nordlige og centrale Mali

- Give hjælp til ECHO-partnere, der arbejder for at forebygge alvorlig underernæring - Sikre gratis sundhedsydelser til sårbare børn og familier