Sundhed og ernæring 

til konfliktramte børn og familier

i Sydsudan

Foto: Red Barnet/Tito Justin

Børn er særligt udsatte i Sydsudan, hvor konflikt i lang tid har hærget. Ud over sult og hyppige oversvømmelser er især piger i Sydsudan i risiko for at blive gift for tidligt, blive gravide samt at opleve livstruende komplikationer under graviditet og fødsel. Børnedødeligheden i Sydsudan er blandt de højeste i verden, og området i det nordlige Sydsudan nær grænser til Sudan, hvor området Abyei ligger, rammes hyppigt af sygdomme.

Fordi det olierige områdes status stadig diskuteres imellem Sudan og Sydsudan, er der samtidig meget få basale sundhedsservices. Det betyder, at basale sundhedsydelser der leveres af internationale organisationer som Red Barnet er absolut nødvendige for områdets børn og familier, hvis de skal have en chance for at overleve og få en fremtid.

I partnerskab med den irske NGO GOAL og med støtte fra ECHO driver Red Barnet et projekt, som tilgodeser befolkningen i Abyeis behov for ernæring- og sundhedsydelser. Projektet hjælper gravide kvinder og piger, flere aktiviteter forebygger sygdomme og projektet støtter også op om forebyggelse af COVID-19 igennem informationsarbejde og indkøb af personlige værn til sundhedspersonalet. Projektets mål er blandt andet at støtte de lokale myndigheder i at drive sundhedsklinikker, at vaccinere børn, og udbrede viden om sundhed hos lokalbefolkningen. I alt vil projektet komme 100.000 sårbare børn og voksne til gode.

Ud over Red Barnet, er der kun et fåtal af andre organisationer der arbejder med sundhedsydelser i Abyei. Det er derfor en prioritet for os ikke bare at levere sundhedsydelser til de børn og familier, der bor i området, men også at støtte de lokale myndigheder i arbejdet og uddanne det eksisterende personale. Vi støtter driften af sundhedscentre og mobile klinikker, de ansatte får viden til at kunne informere om prævention og familieplanlægning, til at beskytte mod potentielle sygdomsudbrud som for eksempel COVID-19 og og til at behandle alvorligt underernærede børn.

Både fysisk og psykisk sundhed er vigtig for en god opvækst. I Abyei bliver alt for mange drenge og piger og unge udsat for krænkelser, der kan give alvorlige psykiske konsekvenser senere i livet. Til de børn og unge, der for eksempel har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, sikrer projektet støtte og hjælp, som passer til den enkelte. Dette sker ved at sundhedspersonalet på centre og klinikker uddannes i at genkende tegn på at et barn ikke trives og at yde psykologisk førstehjælp - eller i mere alvorlige sager - refererer barnet til behandling på det lokale hospital, der drives af Læger uden Grænser.

Mere om projektet

Land: Staten Abyei i Sydsudan

Periode:
 1. april 2020 og 12 måneder frem

Donorer
: ECHO

 

Projektets mål

Styrke lokale myndigheder i sundhedsservices herunder:

  • Udbrede viden om sundhed og ernæring samt behandle alvorlig underernæring og almindelige sygdomme
  • Give hjælp til gravide både under graviditet og efter fødsel
  • Sikre psykosocial støtte til ofre for seksuelle overgreb

Dette projekt er støttet af: