Corona har kastet verden ud i den største
sundhedskrise i mere end et århundrede
Coronakrisen forværrer situationen for udsatte børn og trækker sparsomme ressourcer væk fra livsvigtige vaccineprogrammer og anden lægehjælp i verdens skrøbelige stater.
Krisen går især ud over udsatte piger og drenges rettigheder som for eksempel adgang til mad, uddannelse og livsvigtige sundhedsydelser.
Pandemien har haft katastrofale konsekvenser for børns overlevelse verden over. Det skyldes bl.a., at de fattigste landes sundhedsvæsner i forvejen er pressede og skrøbelige. Kampen mod corona-virus presser dem yderligere, skaber brud på forsyningskæder samt mangel på finansielle og menneskelige ressourcer.
Vi hjælper børn som Luc med at komme sig over livstruende sygdomme
Allerede før coronakrisen var hospitaler i verdens skrøbelige lande presset til det yderste. For mange børn betyder det, at de risikerer at miste livet til sygdomme, som nemt kan behandles, fordi der ikke er ressourcer nok at trække på.
Det var tæt på at blive skæbnen for 19 måneder gamle Luc fra DR Congo. Han kæmpede for sit liv mod en alvorlig lungebetændelse, og hans mor måtte haste til hospitalet med sin bevidstløse søn i armene.
'Det knuste mit hjerte, da jeg så, hvordan min søn havde det.'
I dag er Luc sund og rask, fordi han fik den medicin, han havde behov for. Men hvert år dør 1,5 million andre børn af lungebetændelse, selvom sygdommen let kan forebygges. I samarbejde med lokale partnere arbejder vi i verdens skrøbelige stater for at sikre, at flere børn og deres familier får den nødvendige hjælp og behandling – corona eller ej.

Vi kæmper for at mindske coronaens konsekvenser for børns overlevelse, sundhed og helbred
Med årtiers erfaring ved vi, at det bedste forsvar mod en krise som denne er at styrke de lokale sundhedsydelser. Derfor træner vi sundhedsmedarbejdere i frontlinjen i at opdage, identificere og håndtere nye smittetilfælde. Derudover er en af de allermest effektive måder, vi kan forhindre virussen i at sprede sig på, at lære børn og deres familier, hvordan de vasker hænder ordentligt, og give dem adgang til sæbe og vand.
Det har vi bl.a. gjort for Martha i Sydsudan. Efter at have lært, hvor vigtig håndvask er, sørger hun for, at børn vasker deres hænder, efter de har været ude og lege, og igen, før de spiser. I Marthas område har vi uddelt sæbe og oplyst befolkningen om, hvordan de vasker hænder ordentligt.
Alle børn har ret til at overleve
Nu, hvor krisens fokus særligt er vendt mod vacciner, sørger vi for, at vores programarbejde kan fortsætte under de nye rammer. Vi støtter fortsat udviklingen og vedligeholdelsen af essentielle sundheds- og ernæringsydelser, så børn kan blive ved med at få den medicin og behandling, de har brug for. Samtidig støtter vi distributionen af coronavaccinen, hvor vi advokerer for fair og lige adgang til vaccinen for alle lande – med prioritet på de mennesker, som er i størst risiko. For de mest udsatte kan regelmæssige sundhedstjek hjælpe til, at sygdomme bliver opdaget og kan blive behandlet i tide.
Det var for eksempel tilfældet for Aisha på 1 år. Hun bor med sine forældre i en lejr for internt fordrevne i Nigeria. Aisha har været underernæret lige siden hun blev født, men det blev først opdaget, da en af vores sundhedsmedarbejdere besøgte Aisha derhjemme og kunne give hende diagnosen. Derefter blev Aisha indlagt på det lokale hospital, hvor hun har fået behandling. I dag har Aisha fået det bedre.

Sådan sikrer vi børns overlevelse under corona
- Siden corona brød ud har vi trænet og støttet 117.088 sundhedsmedarbejdere i hele verden.
- 391.455 børn under 5 år har fået behandling for akut underernæring.
- Vi har sørget for adgang til rent vand og sæbe til 1.147.905 husstande.
- Under den globale corona-krise har vi været til stede i 87 lande og nået flere end 9 millioner mennesker med oplysning om hygiejne, uddeling af håndsprit og sikkerhedsudstyr samt støtte til børns mentale helbred under de lange perioder med lockdown og isolation.
- I skrøbelige stater, hvor børn er afhængige af de måltider, de får i skolen, har vi igangsat alternative fødevareprogrammer, hvor vi uddeler mad til børn fra udsatte familier.
Så langt rækker pengene
- For 89 kr. kan vi købe et hygiejnekit til en børnefamilie
- 150 kr. svarer til, at vi kan købe antibiotika til at behandle 75 børn mod lungebetændelse
- 240 kr. svarer til livreddende behandling til et akut underernæret barn i 5 uger