Værd at vide
som indsamler ved
kommunalvalget 2017

Red Barnet samler ind, når der afholdes regions- og kommunalvalg tirsdag den 21. november 2017. Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, som du kan have som indsamler.

Hvad er en valgindsamling?
Når der afholdes valg i Danmark, samler Red Barnet ind ved valgsteder landet over. Traditionen tro samler vi derfor også ind ved regions- og kommunalvalget den 21. november 2017. Som valgindsamler vælger du selv på hvilket valgsted samt i hvilket tidsrum, du ønsker at samle ind. Vi har indhentet tilladelse til at samle ind i de kommuner og på de valgsteder, hvor du kan tilmelde dig som indsamler.

Hvornår foregår indsamlingen?
Indsamlingen foregår tirsdag den 21. november fra kl. 9-20, når der afholdes regions- og kommunalvalg i Danmark. Vi har inddelt dagen i vagter af 2-3 timer, så du kan vælge, hvor længe du ønsker at samle, når du tilmelder dig.

Hvor må jeg samle ind?
Du må samle ind ved det valgsted, hvor du er tilmeldt som indsamler. Er du den første indsamler på valgstedet, skal du henvende dig til den valgtilforordnede og gøre opmærksom på din tilstedeværelse, samt aftale hvor du skal placere dig. Indsamlingen skal foregå uden for selve valglokalet på den plads, som du har aftalt med den valgtilforordnede. Det er oftest ved udgangen, da indsamlingen ikke må forstyrre selve valghandlingen.

Hvordan tilmelder jeg mig som indsamler?
Du kan tilmelde dig som indsamler på vores tilmeldingsside valg.redbarnet.dk. Her kan du vælge det valgsted samt det eller de tidsrum, som du ønsker at samle ind i. Vi lukker for tilmelding den 14. november, så vi kan nå at sende dit indsamlingsmateriale til dig.

Hvad vil det sige at være MobilePay indsamler? 
Som noget nyt kan du ved din tilmelding selv vælge, om du ønsker at samle ind med en almindelig indsamlingsbøtte eller kun ved brug af MobilePay. Som MobilePay-indsamler modtager du et MobilePay skilt, der har samme form som en indsamlingsbøtte. Du må høfligt takke nej til kontanter, og du får ikke opgjort dit personlige resultat fra indsamlingen. Til gengæld slipper du for en tur i banken, da de donerede penge indsættes direkte på Red Barnets konto via MobilePay.

Hvordan får jeg min indsamlingsbøtte?
Vi sender din indsamlingsbøtte med posten hjem til dig på den adresse, som du har oplyst ved tilmeldingen. Sammen med indsamlingsbøtten modtager du et ark med klistermærker til din bøtte, hvoraf dit indsamler-ID fremgår, samt to klistermærker til at sætte på tøjet. Begge dele skal være synlige under indsamlingen, så folk kan se, at du samler ind for Red Barnet.

Kan man samle ind to og to?
Ja, man kan sagtens samle ind to og to. Man kan tilmelde to indsamlere i samme tidsrum, så aftal hvor og hvornår I vil samle ind, inden I tilmelder jer. Så sender vi en indsamlingsbøtte hjem til jer begge.

Må børn samle ind?
Ja. Børn under 11 år skal dog samle ind sammen med en voksen, og børn og unge mellem 11 og 18 år må samle ind to og to.

Hvordan fanger jeg folks opmærksomhed?
Du kan stilfærdigt, venligt og smilende fange folks blik og på den måde henlede deres opmærksomhed på indsamlingen. Det er ikke tilladt at rette personlig henvendelse til folk eller uddele informationsmateriale, men det er naturligvis tilladt at tale med dem, der henvender sig til dig.

Kan man støtte via MobilePay?
Ja. Du kan støtte med MobilePay på nummer 3030 3100. Man kan også få skattefradrag, når man betaler med MobilePay. Når man har givet en donation til Red Barnet på nummeret, bliver man i MobilePay app’en spurgt, om man vil have skattefradrag for sin donation, og så skal man bare følge vejledningen i MobilePay.

Er det kun Red Barnet, der samler ind ved valget?
Nej, nogle kommuner vælger at give flere organisationer tilladelse til at samle ind. Det betyder, at du kan møde indsamlere fra andre organisationer på valgsteder. Del valgstedet så godt som muligt mellem jer, tag hensyn til hinanden og vær fleksibel.

Jeg kan ikke huske, hvor og hvornår jeg skal samle ind. Hvad gør jeg?
Du kan til hver en tid se alle oplysninger om din tilmelding på din personlige indsamlerside Min side. Den finder du et link til i den mail, som du modtog ved din tilmelding. Kan du ikke finde den, kan du altid ringe eller skrive til Red Barnets valgsekretariat tlf. 3524 8500 eller valg@redbarnet.dk og få det oplyst.

Hvor og hvornår skal jeg aflevere pengene?
Når du har samlet ind, vil vi bede dig om at aflevere indsamlingsbøtten i den lokale bank i bankens almindelige åbningstid senest fredag den 24. november. Vær opmærksom på, at du ikke kan aflevere indsamlingsbøtten i en pengeløs filial.

Pengene sættes ind på Red Barnets konto i Danske Bank: 4316 - 10163854 eller Jyske Bank: 5016 - 2056522.

Husk at bede personalet i banken om at anføre dit indsamler-ID på indbetalingen. Dit indsamler-ID står på det klistermærke, du skal sætte på indsamlingsbøtten. De fleste banker vil gerne gøre det gebyrfrit, men er det nødvendigt, kan et eventuelt gebyr fratrækkes indholdet i din indsamlingsbøtte, så du ikke selv hæfter for denne udgift.

Bliver du forhindret?
Bliver du forhindret i at samle ind, beder vi dig give os besked på valg@redbarnet.dk eller tlf. 3524 8500. Oplys gerne dit indsamler-ID. Det finder du i den mail, som du modtog ved din tilmelding, ligesom det fremgår af dit indsamlingsmateriale. 

Tilmeld dig

Red Barnet samler ind, når der afholdes regions- og kommunalvalg tirsdag den 21. november. Vi mangler indsamlere over hele landet, så vi håber, at du har lyst til at være med.

Tilmeld dig

Har du spørgsmål?

Vi sidder klar til at besvare dine spørgsmål. Ring eller skriv til os på telefon 3524 8500 eller mail valg@redbarnet.dk.