Bliv frivillig på en af
vores ferielejre
Vær med til at skabe uforglemmelige oplevelser for børn i udsatte positioner
Som frivillig på vores ferielejre er du med til at planlægge og afvikle sjove aktiviteter for børn, unge og familier, der ellers ikke har mulighed for at komme på ferie. Som lejrleder får du ansvar for at planlægge, afvikle og evaluere lejrene. Du har også pædagogisk og ledelsesmæssigt ansvar for lejren og frivilligteamet. Hvert år arrangerer Red Barnet ferielejre for børn, unge og familier, som befinder sig i socialt, kulturelt eller økonomisk udsatte positioner og ikke har mulighed for at få de samme ferieoplevelser, som deres kammerater får. Der er lejre for børn på 5-12 år og deres forældre, børnelejre for børn på 8-12 år, og teenage/ungelejre for aldersgruppen 13-15 eller 16-18 år.
Vi tilbyder dig
- Erfaring med at udvikle og gennemføre en fantastisk lejr i et stærkt frivilligt fællesskab
- Kompetenceudvikling og løbende sparring om lejrafholdelse, sikkerhed og socialt arbejde
- Uforglemmelige stunder i lejrbålets skær med børn og deres familier
Spørgsmål og svar om Red Barnets ferielejre
Hvad er dine vigtigste opgaver som lejrfrivillig?
Som lejrfrivillig vil du være med til at planlægge og afvikle sjove, trygge og inkluderende aktiviteter for børn, unge og familier. De specifikke opgaver aftales nærmere med de frivillige lejrledere.
Hvad er dine vigtigste opgaver som lejrleder?
Som lejrleder får du det overordnede ansvar for planlægning, afvikling, evaluering og afrapportering af lejrene. Det er din opgave at have det overordnede pædagogiske og ledelsesmæssige ansvar for lejren og frivilligteamet.
Du sikrer en god kontakt til familierne og samarbejde med lokalbestyrelsen, for eksempel i forbindelse med lejrens budget. Vi opfordrer til, at du deler ansvaret med en medleder.
Hvor meget tid skal du bruge?
Der afholdes ferielejre i vinterferien, sommerferien, i weekenderne i august og september samt i efterårsferien. Planlægningen starter cirka et halvt år før afholdelse af selve lejren, hvor du skal regne med at bruge cirka 15 timer om måneden.
Du bruger mellem 2-6 dage på afholdelse af selve lejren og cirka 3-5 timer på evaluering efterfølgende.
Hvilke kompetencer skal du have?
Der er ikke noget krav til din faglige baggrund. Du skal have lyst til at give børn og familier i udsatte positioner gode oplevelser, være struktureret og god til at holde overblik samt være engageret, ansvarlig og rummelig i din tilgang til mennesker.
Hvor er der ferielejre?
Vi har lejre i hele landet, som arrangeres af lokalforeningerne, og holdes i naturskønne omgivelser. Derfor er de ikke altid geografisk placeret samme sted, som lokalforeningen er. Du kan kontakte kluboglejr@redbarnet.dk for at få mere info om, hvor lejrene planlægges og afvikles.



