Mød vores frivillige

Lena, lejrleder i Skanderborg

Fakta

  • Lena Ramsing. 26 år 
  • Lejrleder, frivillig i Skanderborg familieoplevelsesklub og næstformand i lokalforeningen. 
  • Har været frivillig i Red Barnet siden februar 2014.

Hvad laver du som frivillig lejrleder?

Mit arbejde som lejrleder indebærer alt fra at finde et sted at være til rekruttering af frivillige og styring af økonomi. Jeg deltager også i planlægning, udførsel og evaluering af aktiviteterne sammen med de frivillige, og så har jeg det overordnede ansvar for lejren.

Hvorfor er du frivillig i Red Barnet?

Jeg er frivillig, fordi jeg gerne vil bruge min fritid på at gøre noget for andre mennesker. I Red Barnet kan jeg mærke, at jeg gør en forskel for familier, som er vedholdende, og det betyder meget for mig. Jeg kan se, at familierne bliver venner med hinanden, og de får et netværk, der rækker ud over den tid, de bruger hos os. De oplevelser, vi giver børnene, betyder rigtig meget for dem og er med til at flytte dem et andet sted hen.

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det giver mig udfordringer, som jeg ellers ikke får andre steder fra. Og det giver mig rigtig meget glæde. Når vi er på ferielejr, føles det som at være på tur med venner eller familie, som man rigtig godt kan lide, mere end det føles som et arbejde. 

Hvad har du lært gennem frivilligt arbejde?

Jeg læser selv til pædagog, og gennem mit frivillige arbejde har jeg fundet ud af, at jeg gerne vil læse en overbygning i sociologi. Jeg elsker at være sammen med børnene, men jeg har også fundet ud af, at det er alt det bagvedliggende, jeg brænder for – for eksempel at få et frivilligt team til at fungere, eller at være med til at starte et projekt op fra bunden. Der er rigtig mange muligheder som frivillig i Red Barnet, fordi man kan få lov til at prøve lidt forskelligt og lave det man har lyst til. Det er fedt, at man hele tiden udvikler sig.

 Hvilke råd har du til andre, som overvejer at blive frivillige i Red Barnet?

Hvis man har mod på det, så synes jeg bare, man skal springe ud i det. Men det kræver også, at man har en form for ansvarsfølelse. De frivillige, som har lyst til at tage ansvar, er også dem, som får mest ud af at være her. Men hvis man har lyst til at gøre noget for andre, så synes jeg helt klart, man skal kaste sig ud i det.

Læs mere om Red Barnets frivillige

I Red Barnet kan jeg mærke, at jeg gør en forskel for familier, som er vedholdende, og det betyder meget for mig.