Mød vores frivillige

Helene, leder i Aarhus Familieoplevelsesklub

Fakta

  • Helene Solhøj Nebel, 25 år
  • Frivillig klubleder i Aarhus
  • Har været frivillig i Red Barnet siden sommer 2013 

Hvad laver du som frivillig klubleder?

Som klubleder handler mit arbejde om at motivere de frivillige til at yde deres bedste og samtidig have det sjovt. Det er vores opgave at holde fokus for de frivillige og sørge for, at vi når de projekter, vi gerne vil nå. Samtidig har vi det overordnede ansvar for at give familierne nogle gode oplevelser.

Hvorfor er du frivillig i Red Barnet?

Jeg har altid været meget interesseret i at arbejde med børn. Jeg læser uddannelsesvidenskab og vil gerne arbejde med udsatte unge og integration fremadrettet. Ved at være frivilligt i Red barnet ved siden af mit studie, får jeg både praktisk erfaring, gode oplevelser og et netværk i området.

Hvad giver det dig at være frivillig?

Det giver mig en masse positiv energi at opleve, at det, jeg laver, er med til at gøre en forskel for andre. Jeg har lært at fokusere på positive ting, der sker med børnene over tid. Selvfølgelig ændre tingene sig ikke fra gang til gang, men over længere tid kan vi se, at vi er med til at give børnene nogle individuelle og sociale kompetencer. Vi oplever for eksempel, at de bliver bedre til at vise empati og samarbejde, og til at lytte til hinanden.

 Hvad har du lært gennem frivilligt arbejde?

Mit studie kan nogle gange blive meget teoretisk, så jeg får et helt andet perspektiv på det, jeg læser, når jeg kan komme ud og afprøve teorien i praksis. Igennem teenagerlejrene i Red Barnet har jeg fundet ud af, at jeg fagligt gerne vil beskæftige mig med teenagere. Jeg har oplevet en side af den gruppe, som jeg aldrig havde set før. De er meget spændende og meget taknemlige at arbejde med.

 Hvilke råd har du til andre, som overvejer at blive frivillige i Red Barnet?

Man skal finde ud af, hvor ens interesser er. Ligger de ikke i det sociale, er der så mange forskellige muligheder, man kan være en del af. Alle kan hjælpe.

Der er så meget positivt energi i frivilligt arbejde. Folk er meget bevidste om, at man gør noget, man ikke får penge for, men fordi man godt kan lide det. Derfor er folk meget taknemlige. Når man bruger 5 minutter ekstra på noget, får man dobbelt så meget igen. 

Læs mere om Red Barnets frivillige

Ved at være frivillig i Red barnet ved siden af mit studie, får jeg både praktisk erfaring, gode oplevelser og et netværk i området