Bliv frivillig fundraiser

Som frivillig fundraiser i din Red Barnet lokalforening er du med til at hjælpe børn lokalt, i Danmark og i resten af verden.

Din indsats er en uundværlig del af Red Barnets virke – uden penge ingen hjælp til børnene.

Hjælp os med at hjælpe børn i hele verden

Red Barnet har flere end 1000 frivillige i 62 lokalforeninger i Danmark og Grønland. Vi er dybt afhængige af de midler, de dedikerede og kreative frivillige kræfter i lokalforeningerne skaffer.

Der er næsten ingen grænser for, hvor kreative og sjove måder lokalforeningerne fundraiser til Red Barnets arbejde på.

Som frivillig kan du enten være koordinator eller indsamler i forbindelse med faste fundraisingaktiviteter, eller du kan være eventmager og selv udvikle og arrangere events i din lokalforening.

Faste indsamlinger

Den første søndag i september hvert år deltager alle lokalforeninger i Landsindsamlingen, og når der er kommunal- og folketingsvalg, samler lokalforeningerne ind ved valgstederne i udvalgte kommuner. Som indsamler i landsindsamlingen får du uddelt en rute i nærheden af din bopæl, og derefter samler du ind i ca. 3 timer. I 2016 samler vi ind til børn på flugt og børn i katastrofer. Læs mere om landsindsamlingen.