Video af mig bliver delt fra fake profil på Facebook

Hey
Jeg er en pige på 15, som har fået delt en video af mig... Det startede til en fest, hvor der både var en masse jeg kendte, men også en del jeg ikke kendte. Jeg blev virkelig fuld rigtig hurtigt og kan faktisk ikke huske særligt meget fra aftenen, så det meste af det jeg fortæller, er ting jeg har fået at vide.

Jeg endte med at kysse skiftevis med tre forskellige drenge i løbet af hele aftenen. På et tidspunkt lå jeg på en bænk (festen forgik udenfor) sammen med en af dem, vi kyssede og han fik sin hånd ned i mine bukser. Alle til festen lyste på os og kiggede, og ikke nok med det, finder jeg ud af dagen efter at folk har filmet det. Videoen er så blevet delt rundt, og jeg fandt ud af for nogle dage siden, at en fake Facebook profil, jeg ikke kender navnet på, har fået fat i videoen og deler den rundt.

Jeg ved ikke hvem, eller hvor mange der har set videoen. Kun én jeg kender, har fortalt mig, at han har set den (det var ham det fortalte mig om den fake profil). Han havde set den fra en af sine venner, som havde fået den fra den falske profil. Jeg ved ikke, hvor meget man kan se i videoen, da jeg ikke selv har set den, jeg ved dog at jeg havde tøj på overkroppen i hvert fald. Men jeg har det rigtig svært med at den video går rundt og ved ærligtalt ikke hvad jeg skal gøre..

____________________

Svar fra SletDet

Kære dig,

Tak for din henvendelse til SletDet. Det lyder som en rigtig ubehagelig situation. Jeg kan godt forstå, at du synes det er svært og det er rigtig godt, at du skriver til os.

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at du ikke har gjort noget forkert. Dem som har filmet og delt dig uden du har givet lov er helt galt på den – det er slet ikke okay og det kan faktisk være ulovligt.
Jeg vil meget gerne hjælpe dig.

Jeg vil anbefale dig, at du indsamler alle beviser på det, som er blevet skrevet eller sagt til dig. Tag screenshots af den falske facebookprofil, kommentarer mm. Det gør det nemmere at anmelde det der er sket til de sociale medier. Og til politiet, hvis du beslutter dig for at gøre det. Hvis du sender mig et link til den falske Facebook profil, kan jeg sørge for, at den bliver anmeldt hos Facebook og lukket. Jeg tror også, at jeg gennem min kontakt i Facebook kan sørge for, at videoen bliver blokeret, så den ikke længere kan ligge på Facebook, Instagram og i Messenger.

Du skriver, at filmen blev optaget til en fest med både folk du kender og ikke kender. Er der nogen af dine venner, som var med til festen, som kan hjælpe dig med at bede folk om at slette filmen?

Jeg synes også, at du skal tale med en voksen om situationen. Jeg ved, at det kan være rigtig grænseoverskridende at tale med en voksen om det, men jeg håber ,at du vil overveje det. Er der mon nogle, som du stoler på, som kunne være gode at snakke med? Fx en lærer, din mor eller far eller en helt fjerde? En voksen, som du stoler på vil kunne hjælpe dig, og være med til at understrege situationens alvor. Du har ikke givet nogen lov til at filme dig, og derfor er det ulovligt at have optagelsen af dig!


Derudover tænker jeg selvfølgelig på, hvordan du har det. Har du nogen du kan snakke med situationen om? Det kan være godt at tale med en voksen der kender én godt, når man er udsat for det, du er udsat for. Selvom det kan være rigtig svært, og de voksne måske i først omgang vil være chokerede og måske blive sure, er jeg sikker på, at en voksen du stoler på, gerne vil hjælpe dig. Hvis du synes det er svært at få det sagt, kan du printe mit svar ud, og vise det til den voksne. Det kan måske være en god måde, at få gang i snakken. Det kan også være, at du har en god ven, som du først kan tale det igennem med, og som måske kan hjælpe dig med at få det sagt.

Jeg vil til sidst anbefale, at du ringer til mig i rådgivningen, så du kan uddybe situationen lidt, og så vi sammen kan finde ud af, hvad der er bedst at gøre nu.

I hvert fald vil jeg meget gerne høre fra dig, hvordan det går med sagen. Det kan være, at der er flere ting jeg kan gøre for at hjælpe dig. Så skriv endelig igen, eller ring.

Med venlig hilsen

Mai/SletDet

(April, 2020)