Veninder har måske taget billeder af mig uden min tilladelse

Hej,

Jeg var en dag i byen med nogle veninder, og vi drak lidt. Jeg blev så fuld som den eneste, og efter vi havde været i byen, tog vi hjem til mig og sov allesammen. Jeg faldt så hurtigt i søvn, hvor at de andre blev længe oppe.

I dag viste min veninde så min anden veninde et billede, hvor at jeg ikke måtte se det.

Jeg spurgte så, om jeg var på billedet. Men de svarede nej.

Bagefter hørte jeg dem så snakke om noget med mig og mine bryster, som så var på billedet. Og nu er jeg bange for, at de har taget et billede imens at jeg sov af mine bryster.

Skal jeg bare spørge, om de havde taget et billede af mig eller hvad? Og hvis jeg så spørger, så lyver de jo garanteret igen. Men det kan jeg jo ikke vide...

_____________________

 

Svar fra brevkassen

Kære dig

Hvor er det godt, at du skriver herind, fordi jeg kan virkelig godt forstå, at du er bange for, at de har taget et billede af dig og dine bryster, mens du sov. 

Jeg synes bestemt, at du skal spørge dine veninder igen, selvom det kan være rigtig svært. Det er nemlig ikke rart at gå rundt med den usikkerhed, som du går med nu. Sig til dine veninder, at det er vigtigt for dig, at de siger sandheden, og at det faktisk gør dig ked af det, hvis de lyver omkring det.

HVIS de har taget et billede, så bed dem om at slette det med det samme, så det ikke bliver delt med andre. Forklar, at du ikke vil udstilles sovende – hverken med eller uden fokus på din krop. 
Spørg dem også, om de har delt det med andre, og hvis de har, bed dem kontakte disse personer for at slette billedet. 

Du skal vide, at det er ulovligt at tage intime eller seksuelle billeder af andre uden tilladelse - hvilket dine veninder måske har gjort med dig. Derfor skal du virkelig føle dig i din gode ret til at kræve svar og handling, fordi det de har gjort er faktisk ikke i orden, og de kan blive straffet for dig. Dine veninder bør forsøge at rydde op efter deres fejl, hvis de har taget billede af dig, mens du sov.

Hvis det er svært at tale med dine veninder om det, så foreslår jeg, at du inddrager en voksen. Voksne kan i mange tilfælde være bedre til at understrege alvoren, så dine veninder kan forstå, at du vil have billedet slettet. Hvis du ikke føler at der er en, som du kan snakke med, er du velkommen til at kontakte os fra SletDet. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. 

Husk, at det ikke er din skyld, og at det er din ret at få billedet slettet, hvis du beder om det. 

Håber du kan bruge svaret, og at dine veninder sletter billedet. Held og lykke. 

Mange hilsner,
Marianne/SletDet

(Maj, 2019)

SletDet