Tvunget til at sende nøgenbilleder

Hej

Jeg er en pige på 12, der er blevet tvunget af min kæreste til at sende et nøgenbillede, og så da han slog op, sendte han det til alle hans venner, og nu fortryder jeg det og tænker på at begå selvmord.

____________________

Svar fra SletDet

Kære dig. 

Hvor er jeg glad for, at du kontakter os, for jeg kan høre, at du står i en rigtig svær situation, og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig. Det er vigtigt, at du ved, at du ikke har gjort noget forkert, og at det ikke er din skyld. Det er din (eks-)kæreste, der har gjort noget forkert - og det er faktisk ulovligt det, han gør. 

Loven siger, man hverken må true andre til at sende billeder eller videresende det til andre. Når du er 12 år, så går det faktisk under kategorien om 'børnepornografi', og det er meget ulovligt. Du kan læse mere om lovgivningen her, og hvis du har lyst til at melde ham til politiet, så kan vi hjælpe dig med det. 

Du skriver, at du fortryder det og tænker på at begå selvmord, og det bliver jeg rigtig bekymret over. Det kan være meget voldsomt, når nøgenbilleder bliver delt med andre, og det kan få store konsekvenser for personen på de billeder. Så jeg kan godt forstå, at det gør rigtig ondt på dig. Men husk, at du ikke har gjort noget forkert. Det er ikke din skyld, og du fortjener at have det godt. 

Lige nu er det vigtigste, at du får noget hjælp fra en voksen, for du skal ikke stå i den situation alene. Måske du har mulighed for at tale med din mor, far, en pædagog eller en helt fjerde? Jeg forstår, at det kan være meget grænseoverskridende at åbne op overfor en voksen, men jeg håber dog, at du vil overveje det. Det er vigtigt for mig at pointere, at når man har det så svært, så skal man have hjælp. Hvis det er svært at åbne op for en voksen, så ring til os

Jeg håber, at du kunne bruge svaret. Du er meget velkommen til at kontakte os igen, hvis du har behov for det. Jeg ønsker dig alt det bedste. Held og lykke. Husk, at du fortjener at være glad. 

Mange hilsner
Marianne/SikkerChat

(juni, 2019)

Tvunget af kæresten til at sende nøgenbilleder