Nøgenfoto fra idræt cirkulerer
Hej
Jeg har fået taget et nøgenbillede af mig, imens jeg var ved at skifte i idræt. Man kunne se min mave og bryster, og hun lagde det ud, så nu har alle set det, hvad skal jeg gøre? Folk siger, jeg er billig, men det er jo ikke mig, der har taget det. Drengene vil kun have flere billeder, og pigerne siger, jeg er billig.
________________
Svar fra SletDet
Kære dig
Det er slet ikke i orden, at din veninde/klassekammerat har sendt billedet videre. Man må ikke dele private billeder, og da slet ikke intime billeder uden tilladelse – faktisk er det ulovligt, og man kan blive straffet for det. Det er vigtigt for mig at fortælle, at du ikke har gjort noget forkert.
Vi har mange gange hørt piger få reaktionen 'billig' (mens drenge får en anden response), og det kan gøre rigtig ondt - og give skam-følelse. Nogle piger har faktisk ikke turdet gå i skole bagefter. Så det er ikke 'bare' et billede, og jeg kan godt forstå, hvis det går dig på og gør dig ked af det. Mange af dem, der kontakter os, som har fået delt et nøgenbillede ufrivilligt, har fået gavn af disse råd. Måske det også kan hjælpe dig?
Mit råd lige nu er, at du fortæller om det til en voksen, som du stoler på - det kan være din mor, en sød lærer eller en hel tredje? Hvis du fortæller om det, så der er nogen, der hjælper dig med at stoppe spredningen af billedet og få talt om det. Tro mig, det hjælper at tale med en voksen, og hvis du ikke kan få dig selv til at tale med de nære, så ring til os! Vi vil meget gerne hjælpe dig for du skal ikke gå med dine følelser helt alene.
Jeg synes også, at du skal sige tydeligt fra over for dine skolekammerater og fortælle, at du faktisk har det dårligt over det - selvom det kan være rigtig svært at sige sådan nogle ting. Måske en af dine veninder kan hjælpe dig? Så tror (og håber!) jeg, at de vil være forstående og hjælpe med at slette de billeder, der er sendt rundt.
Håber det hjælper dig.
Mange hilsner,
Marianne/SletDet
(April, 2020)
