Krænkende video delt i gruppechat
Hej
For en måned siden kom min studievejleder ind i min klasse og fortalte om konsekvenserne og farerne ved distribuering af børnepornografi. Det fik mig til at tænke på en oplevelse, som jeg engang havde for lang tid siden. Jeg havde ikke tænkt på den meget førhen, men hendes ord bragte mange følelser tilbage.
Da jeg var 14 år, var jeg til en fest. Jeg blev meget fuld til den fest. Da jeg vågnede op dagen efter ringede en af mine veninder til mig, og spurgte om jeg var okay. Åbenbart havde jeg til festen udøvet oralsex på en 15 årig fyr, og det var blevet filmet.
Videoen var blevet sendt i en gruppechat. Så vidt jeg ved blev den ikke sendt videre. Mange folk vidste om det, men jeg blev aldrig konfronteret med videoen, og folk stoppede med at snakke om det efter en uges tid. Jeg kender ikke fyrene som på daværende tidspunkt besad videoen.
Jeg er ikke i kontakt med dem heller. Ingen har snakket om det i 2 år nu, og det er ikke noget jeg ofte har tænkt på. Men man ved vel aldrig hvor dumme andre er? Måske er de dumme nok til at have beholdt videoen? Eller måske er de dumme nok til at sende den til nogen igen i fremtiden?
Som skrevet, jeg er ikke venner med disse mennesker, og jeg er ikke fuldkommen klar over deres moral eller samvittighed. Mine forældre er ikke klar over denne hændelse og jeg vil gerne have at det forbliver sådan.
Jeg er ikke specielt nervøs i øjeblikket, da jeg ikke føler, at jeg kan gøre noget. Men juridisk set, så er jeg meget interesseret i om det kunne have nogle konsekvenser for mig.
_______________________________
Svar fra SletDet
Kære dig
Tak fordi du har skrevet til os. Det lyder rigtig ubehageligt det, du har været udsat for. Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at du ikke har gjort noget forkert.
Det er ulovligt at filme, gemme og dele intime videoer af andre, uden de selv har givet tilladelse. Fordi videoen har seksuelt indhold, og fordi den er filmet, da du er under 15 år, kan det karakteriseres som et seksuelt overgreb mod børn – og det er også meget ulovligt. Det synes jeg du skal fortælle ham, som har videoen - hvis du altså på nogen måde kan kontakte ham? Du kan også sige til ham, at du vil melde ham til politiet, hvis han ikke sørger for at få din video slettet.
Hvis du vil anmelde sagen til politiet, skal du være opmærksom på, at dine forældre skal inddrages, fordi du er under 18 år. Det synes jeg under alle omstændigheder du skal gøre, selvom du har skrevet, at du ikke er interesseret i at involvere dem. Det kan nemlig være godt at tale med en voksen, der kender én godt, når man er udsat for det, du er udsat for, så man ikke skal gå rundt med det selv. Selvom det kan være rigtig svært, og de voksne måske i først omgang vil være chokerede og måske blive sure, er jeg sikker på, at de meget gerne vil hjælpe dig.
Det er meget vigtigt at understrege, at uanset om du anmelder eller ej, så er det ikke dig, der har gjort noget forkert, men ham. Det er faktisk både forkert og ulovligt at filme og videresende filmen! Hvis du ikke ved, om du vil anmelde, kan du starte med at skrive til ham, der har videoen, at du har brug for bevis for, at han har slettet videoen. Du kan fx bede ham filme, at videoen bliver slettet på hans og hans venners telefon.
Den sidste ting, som jeg vil fortælle dig, er, at vi har samarbejde med en advokat, som hjælper unge, der har været udsat for det, som du har været udsat for. Hun kan hjælpe med at guide ift. politiet og hjælpe med at tage kontakt til drengene og få dem til a skrive under på tro- og loveerklæringer om, at de ikke vil dele dem mere og hjælpe med at få dem slettet. Hvis du er interesseret i at høre hende, om hun kan hjælpe, vil jeg rigtig gerne formidle hendes kontaktoplysninger til dig. Andre piger, der har kontaktet os, har følt sig rigtig godt hjulpet af hende.
Jeg håber at høre fra dig igen, for vi vil meget gerne hjælpe dig så godt, som vi kan.
Mange hilsner
Mai/SletDet
(April, 2020)
