Jeg viste et undertøjsbillede af min veninde

Hej brevkasse

Jeg er en pige på 14 år. En af mine drengevenner, som jeg ofte taler med, sendte mig to billeder af min veninde i bh og indershorts. De billeder har hun haft sendt til ham. Jeg syntes, det var så klamt, at jeg blev nødt til at vise det til mine fire tætte veninder.

En af de røvhuller har så sagt det til hende. Og hun har så sagt det til ham, som har konfronteret mig med det. Jeg benægter og siger, jeg ikke har, hvilket jeg i virkeligheden har... Kan jeg blive straffet for det?

 

_____________________

Svar fra SikkerChat

Hej

Tak for din mail. 

Det sker desværre også for andre, at man kommer til at sende private billeder videre eller vise dem til andre. Øv, for det kan have store konsekvenser. Jeg ved, at når man får delt billeder uden sit samtykke, så kan det have store konsekvenser for personen på billedet. 

Når det nu er sket, så vil du og dine venner få det bedst ved at få alt ud i det åbne og få løst det så godt som muligt. Jeg tænker, at både du og din drengeven deler et ansvar for at sige undskyld og forsøge at få alle dem, der har billedet til at slette det. På samme måde synes jeg også, at du skal slette billedet. Det kan faktisk være ulovligt at have intime billeder af personer under 18 år på sin telefon, ligesom det også kan være ulovligt at videredele billedet. Hvis du vil læse mere om, hvad man må og ikke må dele af andre, kan du læse mere her

Du spørger, om du kan blive straffet for det. I forhold til straf, så kommer det an på mange ting og på omstændighederne omkring delingen. Men jeg tænker ikke, at det handler om, hvorvidt du kan blive straffet.

Jeg tror, der aldrig kommer noget godt ud af at lyve overfor sine venner, så jeg synes, at du skulle gå til bekendelse, sige undskyld, slette billedet - og få en voksen ind over til at få styr på tingene igen. Kender du ikke en sød voksen, som er god at snakke med, som kan hjælpe dig? Måske en SSP-lærer, en af dine forældre eller en klubmedarbejder?

Håber I får løst det og bliver gode venner igen.

Alt det bedste, 
Marianne/SletDet

(April, 2020)

 

SletDet