Kom til at videresende billede af en piges tissekone

Hej brevkasse

Jeg har fået et billede af en piges tissekone, som jeg sendte videre til en af mine andre venner. Man kunne kun se tissekonen, men intet andet. Er det strafbart? Hvis ja, hvad er straffen, og var der forskel i straffen, hvis jeg var 15 eller 18?

Den 14 årige 

____________________ 

Svar fra brevkassen

 

Hej 14-årige,

Hvis du ved, at pigen på billedet er under 18, så er det ulovligt at dele billedet. Det lyder som om, at du godt ved, at det er ulovligt og for at svare på dit spørgsmål, så ja, det er strafbart. 

Hvis det bliver meldt til politiet, kan det måske blive til en sag, men oftest kun hvis personen på billedet insisterer på det. Hvis det skulle blive til en sag, afhænger straffen af omstændighederne, det vil sige om du i øvrigt har delt denne slags billeder før, og om du for eksempel gjorde det for at genere hende. Straffen vil typisk være en bøde og muligvis en plet på straffeattesten. Du kan læse mere om, hvad man må og ikke må dele om andre her

Hvis du selv gør en indsats for at få dine venner til at slette billedet igen, og selv sletter det, vil det være en godt tegn på, at du har fortrudt din handling. 

Det kan være en god ide at kontakte SSP i din kommune og få vendt det med nogle voksne. Hvis du går og bekymrer dig, så vil jeg råde dig til at snakke med en voksen, som du stoler på. 

Håber du kan bruge svaret,

Mange hilsner
Marianne/SletDet

(Juni, 2019)

SletDet