Jeg har fået delt et billede af min krop
Hej
Jeg har fået delt et billede af min krop. Jeg syntes ikke det så slemt, jeg har trusser og hoodie på, men det stadig lidt ubehageligt og jeg er rigtig sur på ham der gjorde det. Mit spørgsmål er så hvordan kommer jeg videre?
____________________
Svar fra SletDet
Kære dig
Tak for din henvendelse.
Jeg kan godt forstå, at du er frustreret og sur på ham, som har delt dit billede. Dine grænser er blevet overskredet af ham, som har delt dit billede, og det er ikke okay!
Det er en ubehageligt, når man føler, at man mister kontrollen over et billede af en selv – det føler mange unge, hvis de har fået et billede delt uden samtykke. Hvis du ikke allerede har gjort det, så synes jeg, at du skal bede ham, der har delt dit billede om at slette det og fortælle, at det, at han har delt det er grænseoverskridende for dig, selvom du måske ikke først synes det var så slemt. Det er ikke i orden og faktisk kan det være ulovligt at dele private billeder af andre uden deres samtykke – altså uden de selv har givet lov. Når han deler dit billede, så gør han faktisk noget ulovligt. Det synes jeg, du skal fortælle ham – måske vil det ændre hans syn på det hele. Du kan læse mere om lovgivningen her.
Når man får delt et billede uden samtykke, så er det meget forskelligt, hvordan man reagerer på det. Det er vigtigt, at du ikke går rundt med din følelser helt alene. For de fleste hjælper det at tale med nogen om det. Måske har du en god ven eller veninde, som du kan tale med det om? Eller måske en lærer eller dine forældre? En voksen kan måske også hjælpe med at understrege alvoren overfor den dreng, som har delt billedet, og på den måde få sat en stopper for det. Det kan være rigtig grænseoverskridende at åbne op overfor fx sine forældre, så hvis du ikke er klar til det, så er du velkommen til at skrive igen eller ringe til os.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Venlig hilsen,
Mai/SletDet
(April, 2020)
