Jeg har delt videoer fra Umbrella-sagen

Hej

Jeg har delt de meget omtalte videoer fra Umbrella-sagen Dog har jeg ikke fået indkaldelse til nogen afhøring eller noget. Hvad kan jeg gøre for at begrænse skaden, og hvor stor er chancen for at jeg bliver opdaget, på dette tidspunkt? Er så ked af det og bange.

_______________________________

Svar fra SletDet

 

Kære dig

Tak for din henvendelse til SletDet.

Jeg forstår godt, at du er ked af, at du har delt videoen. Umbrella-sagen har fået mange unge til at indse, at man ikke må dele videoer eller billeder af andre uden deres tilladelse. På den måde har sagen været med til at skabe opmærksomhed om et vigtigt problem, som kan have store konsekvenser – særligt for de børn og unge, det går ud over, men også for dem, som har delt. 

Jeg synes, det er rigtig godt, at du tænker over, hvordan du kan begrænse skaden. Jeg vil råde dig til, at du - hvis du stadig har materialet på din telefon eller computer - sletter det med det samme. Det gælder på alle digitale platforme og sociale medier (telefon, computer, iPad, iCloud, Messenger, Dropbox, Snapchat etc.). 

Derudover vil jeg råde dig til at kontakte dem, du har delt materialet med og sige, at det var en fejl, og at de skal slette videoen med det samme. 

Jeg kan ikke svare dig på, hvor stor sandsynlighed der er for, at din deling bliver opdaget. Men jeg vil råde dig til at tale med en voksen, som du stoler på om delingen – fx forældre eller en lærer. Selvom du er blevet klar over, at du har gjort noget ulovligt, skal du ikke gå rundt at være ked af det og bange. Derfor vil det være rigtig godt at få talt om, hvordan du har det, så du ikke skal gå rundt med det alene.

Med venlig hilsen
Mai/SletDet

(Marts 2018)