Hvordan kan billeder på Facebook slettes

Hej

Der er nogle billeder af mig, jeg bestemt ikke vil have skal være på Facebook, og jeg har sagt det til personen flere gange og fået løfte om, at de bliver fjernet, men efter flere års diskussion og venten har personen dem stadig liggende på sin Facebook-profil alligevel.

Er der overhovedet noget, man kan gøre for at få billederne slettet?

 

________________

Svar fra SikkerChat

Hej

Mange tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du er vred over, at andre ligger billeder ud på nettet af dig uden din tilladelse. Og faktisk er det ikke lovligt at gøre det!

Ofte så indgår det at ligge billeder ud på nettet til alles beskuelse under kategorien ’ærekrænkelse’ eller ’krænkelse af privatlivets fred’, i den danske straffelov.

Alt afhængig af billedets karakter så kan det være strafbart at tage pinlige billeder under private forhold og bruge billederne til at lægge på nettet eller sende ud til vennerne. Et eksempel kan være, at mobilen bliver brugt til at tage billeder af en person på skolens toilet eller af klassekammeraten der ligger afklædt og solbader i forældrenes have. Nogle gange bliver den slags brugt til at mobbe med.

Sådan siger loven:

§ 264 a. Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer.

Det er også strafbart at udtale sig på en krænkende eller fornærmende måde eller udsprede ondsindede rygter om en bestemt person. Måske er det også tilfældet for dig i dette tilfælde?

§ 267. Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

En case vi kender fra vores samarbejde med Det Kriminalpræventive Råd er følgende:

'En ung mand havde på en internetadresse under profilen 'elskere' oprettet en tekst, hvor han oplyser, at en 15-årig pige – under angivelse af et kælenavn og med angivelse af en adresse – ønsker forskellige former for sex med erfarne mænd. En 13-årig pige med næsten samme navn og adresse modtog henvendelser af seksuel karakter. den unge mand dømtes for overtrædelse af Straffelovens § 264d og § 232 [blufærdighedskrænkelse], idet han – uanset at oplysningerne var usande – må have anset det som overvejende sandsynligt, at den 13-årige pige ville blive kontaktet af mænd med sextilbud' (citat fra 'Overgreb mod børn', side 138, DKR, 2008)

Straf: 20 dages fængsel og 100.000 kr. i erstatning.

Så jeg synes, du skal kontakte den person, der har lagt billederne ud på Facebook, og vise dette svar. Hvis ikke det hjælper, så kan du eventuelt gå til politiet.

Du kan også prøve at kontakte Facebook, men det er min erfaring, at de ikke er særligt hurtige til at reagere.

MVH
Jon K. Lange/SikkerChat

SletDet