Han viser gamle Snapchat-beskeder til alle
Hej brevkassen
Jeg har et lille problem angående en dreng i min klasse. Han bliver ved med at vise beskederne, vi engang skrev sammen, til alle, og jeg ved ikke, hvordan jeg gør sådan, at beskederne på Snapchat ikke er gemt længere.
Hvis jeg nu blokerer ham, så er jeg jo stadig på hans snap, det vil sige, at han stadig kan se beskederne. Så hvordan kan jeg fjerne ham og beskederne helt?
_________________
Svar fra SletDet
Hej
Tak for din henvendelse.
Det lyder som en rigtig ubehagelig situation du er kommet i, hvor en dreng deler beskeder, som du og I har skrevet sammen privat. Det er i hvert fald ikke din skyld, at han gør sådan, og det er rigtig godt at du søger hjælp til at håndtere situationen.
Hvis du blokerer ham på SnapChat, så kan han ikke længere se de ting, du lægger op – men han vil stadig kunne se de beskeder, som han har gemt fra jeres tidligere samtaler. Dette vil derfor ikke være en hjælp. Derudover kan man sagtens forestille sig, at han har taget et screenshot af det – og så hjælper det jo faktisk heller ikke noget, bare at få det fjernet fra Snapchat.
Du skriver ikke, om du har snakket med ham om det – men hvis du ikke har snakket med ham, vil jeg anbefale dig at starte med det. Det kan være han slet ikke ved, hvordan du har det med det, og at han blot gør det for sjov. Hvis han ikke stopper med det, så synes jeg du skal snakke med en lærer, som kan hjælpe dig med at få det stoppet og få slettet det fra hans telefon. Det er ikke i orden, det han gør. Du kan eventuelt også inddrage dine forældre – og så kan de snakke med din lærer om, hvor dårligt du har det med det.
Jeg håber meget, at det løser sig.
Mange hilsner
Helene
(April, 2020)
