Han truer med at sende mit billede videre

Hej!

Jeg har sendt et billede af mine underbukser på til en fyr, som jeg ikke rigtigt kender. Nu har han taget et screenshot af det. På billedet kunne man kun se mine underbukser og mine bukser. Ikke mit ansigt. Han sendte også flere billeder og videoer af hans kønsdele.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg har blokeret ham overalt, men en af hans venner har også prøvet at komme i kontakt med mig.

Hvad skal jeg gøre?? For jeg er virkelig bange, for han truede med at sende det til alle mine venner?

Den 15-årige

________________ 

Svar fra SikkerChat


Kære 15-årige

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, at du skriver til os. Det er meget ubehageligt at blive truet med sådan noget af en fremmed, og det er faktisk ulovligt det, han gør mod dig. Der står nemlig i loven, at det er ulovligt at true andre - også på nettet. 

Nogle gange kan man komme til at sende noget, som man bagefter fortryder. Du har ikke gjort noget forkert. Det er helt ok, at man lader sig rive med af øjeblikket og kommer til at sende sådan et billede til en fremmed. Det er der mange, der kommer til, så du er ikke alene. Heldigvis lyder det til, at du har taget nogle vigtige forholdsregler ved ikke at vise dit ansigt på billedet, men kun underbukser og bukser.

Når man ikke kan se dit ansigt på billedet, vil andre heller ikke kunne se, at det er dig. Og da du har trusser på, og man ikke kan se andet, så tror jeg ikke, du skal være nervøs for, om han sender det videre til dine venner. Det er sikkert en tom trussel, og skulle du være så uheldig, at han deler billedet, så vil andre ikke kunne kende dig. Jeg ved, at det kan føles rigtig grænseoverskridende, men det er vigtigt for dig at huske, at du ikke har gjort noget forkert. Det er ikke din skyld - og det er ham, der har gjort noget forkert (og ulovligt!). 

Vi får desværre ofte henvendelser om folk, der truer med at sende billeder videre til andre, hvis man ikke vil sende dem flere udfordrende billeder. Jeg ved ikke, om det også er sket for dig? Det er derfor rigtig godt, at du har blokeret ham, så han ikke kan true dig mere, for det er på ingen måde i orden at true andre. Det kan også være en god idé også at blokere hans venner, så du ikke modtager flere beskeder fra dem.

Mit råd til dig er at åbne op overfor en voksen, som du stoler på. Du står i en svær situation, og du må ikke gå med dine bekymringer alene. Jeg ved, at det kan være rigtig svært og grænseoverskridende at åbne op overfor en voksen, men jeg håber alligevel, at du vil overveje det, så du kan få delt dine tanker med en. Måske din mor, far, en pædagog eller en helt fjerde, kan være god at snakke med? Hvis du ikke har lyst til at dele det med en af dine nære, så kan er meget velkommen til at ringe til os for at høre om dine muligheder. 

Jeg håber, at du kunne bruge svaret. Ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig. 

De bedste hilsner
Sofie/SikkerChat

(Juni, 2019)

SletDet