Han truer mig på Facebook og har lukket min IP-adresse

Hej.

Jeg blev spurgt på Facebook af en mand, om jeg gad sende billeder af min penis, så ville han sende billeder af nøgne piger til mig til gengæld.

Det gad jeg så selvfølgelig ikke, og så begyndte han at true mig, og nu har han lukket for min ip-adresse, så jeg ingen sider kan bruge på min computer mere.

Har I råd, fif, tricks til, hvordan jeg kan få mig en ny ip-adresse, da jeg ikke kan bruge den nu, da den simpelthen er blevet spærret.

________________

Svar fra SletDet

Kære dig,

Tak for din mail. 

Det lyder som om, du har mødt en rigtig ubehagelig person. En person, der faktisk har både truet dig og forsøgt at presse dig til at gå over dine egne grænser. 

Det kan være ret svært at sige stop. Men det gjorde du, og det er super godt! Hvis man først lader sig true en gang til noget nogenlunde uskyldigt, så kan ens informationer og billeder bruges til at afpresse. Derfor er det godt, at du sagde fra. Dét han gør er ulovligt. Man må ikke true andre - heller ikke på nettet. 

Disse typer mennesker har ikke respekt for andre. Hvis du er bange for, at han skal true dig igen, så synes jeg, det er alvorligt, og at du skal tale med nogen. Hvis du ikke kan overskue at tale med dine forældre, så ring eller skriv en mail til mig med flere informationer om, hvordan du mødte manden, hvad han skrev, hvordan han truede dig – og meget gerne links til hans Facebook-profil. Så kan vi finde ud af, om han også truer andre og er kendt af politiet. Og du kan stadig være fortrolig.

Og jeg kan godt forstå, at du er frustreret over ikke at kunne komme på nettet! For at hjælpe dig med computerproblemet, har jeg brug for at vide noget mere om, hvad der konkret er sket. Man kan ikke bare lukke for andres IP-nummer og internetadgang, så jeg tror der må være sket noget andet – måske har du fået en virus?

Start i hvert fald med at hente / køre et antivirusprogram (der ligger små gratis programmer på nettet)
 

Hvis det er browseren, der ikke virker, kan du også prøve at reinstallere den.
Det kan også være du har en kammerat, der kan gennemskue problemet?

Håber du kan bruge mit svar. Og som sagt, du må meget gerne ringe eller skrive til os. 


Mange hilsener,
Marianne/SletDet

(April, 2020)