Har fortrudt intime billeder på Snapchat

Hej sikkertchat

Jeg er rigtig ked af en ting, som jeg virkelig har fortrudt. Jeg har sendt meget intime billeder på Snapchat og samtidig modtaget intime billeder på Snapchat. Jeg har efterfølgende slettet min account på Snapchat, men jeg græder mig selv i søvn, fordi jeg er bange for, at billederne kommer frem igen. Der er ikke blevet taget screenshot af dem, men jeg er rigtig bange for, at Snapchat bliver hacket, så de intime billeder, jeg har sendt til vedkommende, bliver tilgængelig for alle. Jeg kan ikke sove om natten og kan ikke koncentrere mig til dagligt. Jeg er virkelig bange for Snapchat bliver hacket igen, og så kan folk se mine intime billeder!!

Please hjælp mig :'( 15-årig

 

_____________

Svar fra SletDet


Kære 15-årige

Tak for dit spørgsmål. Der er rigtig mange unge, der sender billeder på Snapchat og andre steder, hvor de chatter og har kontakt med venner. Desværre er der også rigtig mange unge der, ligesom du, har sendt billeder, de senere har fortrudt, at de sendte. Du er altså ikke den eneste, der oplever det, du gør. Det kan du måske ikke bruge til så meget  lige nu. Men jeg skriver det alligevel, fordi nogle gange kan det være godt at vide, at andre har lavet samme fejl – og er kommet videre på trods af det.

Jeg kan godt forstå, at du er ked af det og bange for, at andre får de intime billeder at se. Jeg ville ønske, jeg kunne love dig, at det ikke sker. Men det kan jeg desværre ikke. Men jeg kan sige så meget, at sandsynligheden for at det sker, er meget lille. Det bedste, du kan gøre lige nu, er nok at lære af det, der er sket. Lære, at du skal tænke dig rigtig, rigtig godt om, inden du sender billeder – eller skriver tekster – som du ikke ønsker, at andre skal se. Andre end den person, du har kontakt med lige i det øjeblik, hvor det sker. Og at du skal være helt sikker på, hvem den person er, som du deler noget med.

Vi siger det nogle gange sådan her: Du skal kun sende de billeder og tekster på nettet, som også kan tåle at hænge på opslagstavlen i Brugsen. Altså: Du kan ikke med sikkerhed vide, hvem der kommer til at se det, du deler på nettet, så det skal kunne tåle, at hvem som helst får det at se. Jeg skriver det her, for at du kan bruge det som en huskeregel for dig selv fremover.

Snapchat er heldigvis et (næsten) lukket forum. Så jeg tænker, at dine billeder kun er set af den person, du selv har delt dem med. Du skriver, at der ikke er er taget screenshot af dem. Det er rigtig godt. 

Jeg håber, at mit svar giver dig lidt mere ro indeni, så du igen kan sove godt og koncentrere dig om dagen. 

Du kan ikke ændre ved det, der ér sket. Men du kan beslutte, at det ikke kommer til at ske igen. 

Hvis du bliver ved med at være ked af det og oplever problemer med at sove og koncentrere dig, så synes jeg, du skal snakke med en voksen, du har tillid til. Dine forældre måske? Også selvom du garanteret synes, det er mega pinligt. Men nogle gange kan forældre og andre voksne faktisk være rigtig gode til at lytte og hjælpe, når man rigtig har brug for det.

Pas godt på dig selv derude,

Venlig hilsen
Gitte/SletDet

(20. februar 2015)