Hacket på sociale medier

Hej,

Hvordan bliver man hacket eller får stjålet sin identitet på de sociale Medier? Og hvordan opdager man, om andre er blevet hacket eller har fået stjålet deres identitet?

___________________

Svar fra SletDet

Hej med dig,

Tak for dit spørgsmål til SletDet.

Det kan være svært at sige, hvordan man bliver hacket. Men der er typisk to måder, hackere får adgang til dine profiler på de sociale medier:

  1. Hackeren har afluret eller gættet kodeordet. Det kan være at kodeordet er for let, fx 12345 eller fx ens fødselsdag. Derfor er det en god idé at have en kode, som både indeholder små og store bogstaver samt tal.

  2. Din computer er inficeret med en virus, som er programmeret til at aflure diverse koder. 

Hvis dine facebook venner spørger dig, hvorfor du pludselig sender mærkelige beskeder ud til dem på Facebooks chat, som måske er på engelsk eller dårligt oversat via Google Translate, skal du tænke, at der er noget galt. Det er nemlig et tegn på, at nogen har brudt ind i din konto og foregiver at være dig. Beskederne kan også blive sendt fra din mail, som jo har adgang til et stort adressekartotek med venner og bekendte.

Hvis du oplever, at der bliver postet ting, som du ikke selv har lagt op, så er det også et tydeligt tegn på, at du er blevet hacket.

En del unge oplever, at nogle de kender eller ved hvem er laver en falsk profil i deres navn, hvor de udgiver sig for at være dem og lægger grænse overskridende billeder og andet op. Det er ikke direkte hacking, men det er en måde at stjæle andres identitet på, på de sociale medier.

Står du selv i en situation, hvor du er blevet hacket eller oplever, at nogen udgiver sig for at være dig online?

I så fald vil vi meget gerne hjælpe dig. Du kan skrive igen eller ringe til os tirsdage og torsdage mellem 14 og 16.

Med venlig hilsen

Mai
SletDet

(24. oktober 2017)

SletDet