Far tog et nøgenbillede
Hej
Min far tog et nøgenbillede af mig og nægter at slette det!
_________________
Svar fra SletDet
Kære dig.
Mange tak for din henvendelse. Jeg er glad for, at du skriver til os, og jeg vil hjælpe dig så godt, jeg kan.
Det lyder rigtig ubehageligt at stå i din situation lige nu – at han ikke vil slette det, når du spørger om det. Det er helt i orden, at du gerne vil have billedet slettet – og det har du faktisk ret til, at han gør.
Du skriver ikke, hvilket slags nøgenbillede det er. Hvis det er et seksuelt billede, eller et billede, hvor er der er fokus på dine kønsorganer, så er det ikke lovligt, at han hverken har taget billedet eller at han beholder det. Hvis det er sådan et billede, er det meget vigtigt, at du hurtigst muligt taler med en anden voksen, som du stoler på, fx din lærer, og fortæller det til ham/hende. Så kan hun/han hjælpe dig – hun/han ved præcis, hvad der skal gøres. Din lærer kan hjælpe med at støtte dig. Det kan også være en anden voksen, som du stoler på. Hvem kan det mon være?
Hvis det ’bare’ er et nøgenbillede, fx fra stranden, så er det ikke ulovligt – men du har stadig ret til at få det slettet, hvis du ikke ønsker, at han har det. Det kan du fortælle ham. Du kan læse mere om, hvad man må og ikke må dele her.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor han mon har billedet, og hvorfor han ikke vil slette det, når du gerne vil have det slettet? Hvad siger han, når du spørger? Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er andre voksne, som ved det, fx din mor? Hvis hun ikke ved det, kan du evt. fortælle hende det – og sige til hende, at du har prøvet at sige det til din far, og at han ikke vil slette det. Måske kan hun sige det til din far og hjælpe med at få det slettet. Hvis du ikke vil det, kan din lærer måske også hjælpe. Jeg tænker, at det er vigtigt, at det er en voksen, som kan hjælpe med at tale på dine vegne – så kan det være, at det kan få din far til at ændre mening. Du kan også sige til ham, at du har været i kontakt med os på SletDet. Måske det får din far til at forstå alvoren i det, han gør.
Jeg håber dette kunne hjælpe dig. Du er meget velkommen til at kontakte os igen.
Med venlig hilsen
Penille
(April, 2020)
