Aldersgrænse på SnapChat

Hej

Hvad er aldersgrænsen for at få en profil på Snapchat og hvorfor?

________________

Svar fra SletDet

Hej

Tak for dit spørgsmål.

Alle kan oprette en konto på Snapchat. Men der er stor forskel på, hvordan Snapchat virker for dem, der er under 13 år og dem, der er fyldt 13.

Hvis man er fyldt 13 år, virker alle Snapchat-funktioner. Man kan tage billeder og video, redigere dem med tekst, tegninger og filtre og derefter sende dem til sine venner.

Hvis man er under 13 år, kan man udelukkende bruge "SnapKidz" og dermed kun tage billeder, redigere dem og gemme dem på telefonen. Man må altså vente med at sende, til man bliver 13. Der findes heldigvis andre måder at sende billeder til sine venner på. 

Grunden er, at der i USA (hvor Snapchat er lavet) er en lov, som kort fortalt siger, at man ikke må vise reklamer til og indsamle oplysninger fra personer under 13 år. Når man har fx en Facebookprofil, får man ofte vist reklamer ud fra det, som man har skrevet på sin profil eller de sider, som man har trykket 'synes godt om'. Fx hvis man synes godt om et spil, så får man også reklamer om at købe ting, der handler om det spil.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at skrive igen. 


Venlig Hilsen

SletDet 

(Juli, 2019)