Lovgivning i Danmark og USA om aldersgrænser på sociale medier

Hej

Har vi den samme lovgivning som i USA angående aldersgrænser på de sociale medier?

_______________

Svar fra SletDet

 

Hej 

Tak for dit spørgsmål. 

Nej, det har vi ikke.

I Danmark gælder følgende regler: 

  • Hjemmesider eller sociale medier må kun hente personlige dataoplysninger om børn under 15 år, hvis forældrene giver lov (man kalder det samtykke).
  • Hjemmesider eller sociale medier må kun hente personlige dataoplysninger om børn og unge over 15 år, hvis barnet/den unge selv har givet samtykke til det.
  • Det skal tydeligt stå på hjemmesiden, hvad barnet eller forældrene giver samtykke til at videregive af personlige oplysninger og hvem, oplysningerne gives til.
  • Det er forbudt at opfordre børn til at købe eller til at overtale deres forældre eller andre voksne til at købe de produkter til dem, som hjemmesiden reklamerer for.

Bruger man en app, som kommer fra USA (fx Instagram, Facebook, Snapchat osv), så skal man følge lovgivningen fra USA. 

Man skal derfor være 13 år for at oprette en profil på fx Facebook, Instagram eller Snapchat. Grunden er, at det er amerikanske tjenester. I USA er der en lov, som kort fortalt siger, at man ikke må vise reklamer til og indsamle oplysninger fra personer under 13 år. Når man har fx en Facebookprofil, får man ofte vist reklamer ud fra det, som man har skrevet på sin profil eller de sider, som man har trykket 'synes godt om'. Fx hvis man synes godt om et spil, så får man også reklamer om at købe ting, der handler om det spil.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive igen. 

Med venlig hilsen 

SletDet 

(Juli, 2019)