Han viste billede af sig selv i bar overkrop

Hej

Jeg spiller et spil, som hedder Moviestarplanet. Jeg mødte en sød dreng, og han var 16. Han spurgte, om han måtte se et billede af mig, og jeg sagde, at jeg ikke havde noget webcam.

Bagefter tog han et billede af sig selv uden bluse på og sendte det ind på Youtube.

Jeg blev chokeret og blokerede ham og ville aldrig skrive med ham igen. Var det det rigtige, jeg gjorde?

Hilsen fra en 11-årig

_______________

Svar fra SletDet

Hej 11-årige

Tak for dit spørgsmål. Det kan være spændende at chatte og spille med børn og unge, som man ikke kender i forvejen, men det er også vigtigt, at man er ekstra opmærksom.

Og det er lige præcis det, du har været! Godt gået.

Jeg kunne forestille mig, at du er glad for, at du ikke havde noget cam, så du ikke kunne sende et billede af dig selv til drengen på 16. Det er nemlig helt ok, at man ikke har lyst til at dele billeder af sig selv. Hvis du følte, at han overskred din grænse ved at sende et billede af sig selv i bar overkrop, så var det en rigtig god idé at blokere ham.

Nogle børn og unge sender sådan nogle billeder for sjov eller for at prøve grænser af. Men rigtig mange fortryder det desværre bagefter. Hos SletDet har vi en regel, vi kalder mormor-reglen. Den betyder, at man ikke skal lægge billeder på nettet, som man ikke vil have, at ens mormor skal se. Hvis man overvejer det, inden man sender et billede, vil man højst sandsynligt ikke komme til at fortryde noget på et senere tidspunkt.

Bliv ved med at følge din mavefornemmelse! :-)

Jeg håber, at det gav svar på dit spørgsmål. Ellers er du meget velkommen til at kontakte os igen!

Bedste hilsner
Sofie/SletDet

(April, 2020)