Bliver man anmeldt for at oprette en fake-profil på Facebook og skrive grimme ting til andre?

Hej Red Barnet  

Mig og min ven har lavet en fake-profil på Facebook, hvor vi skrev til en. Vi kaldte ham bøsse og ikke andet.   

Han fandt ud af, at det var os og sagde, at hvis han anmeldte os, så kunne vi få en bøde på over 5000 kr.  

Vi ved ikke, om han har anmeldt os. Gør politiet noget ved det?  

Hjælp :/ 

____________________________________  

Svar fra SletDet 

Kære jer, 

Tak for jeres henvendelse til SletDet 

Det lyder som en vanskelig situation. Jeg vil råde jer til at slette fake-profilen med det samme, og jeg vil også råde jer til ikke at skrive grimme kommentarer om andre på nettet. Det kan gøre dem det går ud over meget kede af det, og det kan være meget ubehageligt. Og det kan faktisk også være ulovligt.  
 
Jeg synes også, at i skal give ham i har skrevet om en undskyldning. Og så vil jeg give jer det råd, at I får talt med en voksen om det. Måske I har brug for at tale med en lærer om, hvordan i er sammen på nettet og i klassen og på skolen, og om, hvordan I kan sikre, at alle kan have det godt. I frygter måske, at en lærer vil blive sur, men hvis I fortæller det, som det er, og at I har brug for hjælp til en løsning, så tror jeg godt, at jeres lærer vil hjælpe jer.  
 
En god tommelfingerregel når man er på nettet er, at man ikke skriver noget til folk, som man ikke vil sige til dem ansigt til ansigt. En anden god huskeregel er, at man tænker over, hvordan man selv vil have det med det, man skriver om andre.  
 
Hvis I får sagt undskyld og, med hjælp fra en voksen, får en ordentlig snak, er det heller ikke sikkert, at i behøver at bekymre jer om politianmeldelse og bøder længere.  
 
Jeg håber I finder en god løsning for jer alle.  
 
Med venlig hilsen  
 
Mai/SletDet  

(April 2018)