Hjælp, er jeg blevet hacket?

Hej

Jeg har på et tidspunkt set et program, hvor nogle var blevet udsat for hacking på deres kamera på deres computer og telefoner, hvor de derefter var blevet afpresset til at betale penge, ellers ville nogle videoer af dem ryge på nettet. Derfor er jeg blevet rigtig nervøs for, at jeg også er blevet hacket...

Jeg har ikke opdaget nogle 'spor' af det, fx virus, og jeg har heller ikke Skype længere. Men derfor synes jeg  alligevel at det ville være vildt ubehageligt, hvis det var sket, og at der en dag ville være en video af mig på nettet, hvor jeg bare er mig derhjemme. Jeg er bare rigtig bange for det.

Fra den dag jeg fik tanken, er jeg stoppet med at gøre ting, jeg ikke vil se på nettet, foran min computer, tablet eller telefon. Der er gået et par uger, og jeg har ingen video eller noget tilsendt mig vedrørende det. Har jeg grund til at være nervøs? Jeg er meget nervøs!

Mvh 15-årig

 

_________________

Svar fra SletDet

Kære 15-årige

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Allerførst – nej, jeg tænker ikke, at du har nogen grund til at være nervøs. Sådan som du beskriver det, så kan jeg ikke se, at du selv har delt billeder eller video. Du skriver heller ikke om, at nogen har kontaktet dig for at få dig til at sende noget. Men jeg kan godt forstå, at du kan blive usikker, fordi vi hele tiden hører om, at nogen er blevet presset fordi der findes billeder eller video af dem, som de ikke ønsker bliver delt med andre.

Internettet er på mange måder en fantastisk ting fordi det giver os mulighed for at være i kontakt med mange. Vi kan dele gode oplevelser, og vi kan skrive og skype med venner uanset afstand. Du skal ikke være bange for at bruge de muligheder. Men det er altid rigtig godt og vigtigt at passe på sig selv. Du kan sagtens bruge fx Skype uden at andre kan se dig.

En meget effektiv måde til at være helt sikker er, at du sætter en lille lap papir hen over kameraet på din pc. På telefonen kan du se hvis videoen bliver brugt. Og så er det altid godt at tænke på, hvilke billeder du har liggende på din telefon eller tablet og pc – især hvis du gemmer tingene i fx Cloud.

Pas godt på dig selv derude. Nyd nettet og husk, at det er vigtigt at snakke med nogen om det, du oplever. Både det gode og det ikke så gode. Man skal aldrig gå alene med sine tanker, når man er ked af det eller nervøs for noget.

Gode hilsner,
Gitte/SletDet

(2. december 2015)

SletDet