Trusler på grund af billeder

Jeg har engang været så dum at sende billeder af mig selv i bh, fordi jeg var stiv og ikke vidste, hvad jeg lavede. Så har jeg haft sendt nogle få billeder til en dreng fra USA af mig i bh.

Han har så fundet mig på Facebook, og jeg ved ikke hvordan. Og nu truer han mig med at sende billederne til mine venner, hvis ikke jeg gør, som han siger. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet alt, hvad jeg kunne for at få det til at stoppe. 

 

Svar fra SikkerChat



Hej

Godt du skriver. Det er en hård situation, men det skal nok blive bedre. Desværre er det mange piger, der oplever det samme – og mænd/fyre, der bruger magten over et billede til at udøve magt og true.

Start med at huske, at du ikke har gjort noget forkert, selvom du måske synes, det er pinligt. Til gengæld har fyren, du har kontakt med på Facebook, gjort noget ulovligt.

Først: fortæl det til din mor eller en anden sød voksen, du kender godt. Jeg ved det er svært, men du skal ikke gå med dette alene, og tro mig, det hjælper at tale med nogen om det og lade en voksen tage ansvaret for at stoppe det.

Og så: lad være med at sende billeder tilbage til ham! De færreste gør alvor af truslerne. Til gengæld er det en god ide at skrive til ham, bed ham slette billedet og sig, at du har talt med Red Barnet og vil melde ham til politiet . Det kan nogle gange virke.

Og derefter: du kan ikke få 100% sikkerhed for at billedet bliver fjernet, og det kan tage noget tid at føle sig tryg igen, fordi tanken rumsterer om, at han vil vende tilbage, og at man er har mistet kontrol med nogle billeder, man skammer sig over. Men husk, det skal nok blive ok igen.

Hvis du bliver ved med at have ubehagelig tanker omkring situationen om et stykke tid, så sørg for at tale med nogen, eventuelt en professionel. Du må gerne ringe herind, hvis du har brug for at tale med nogen.

Mange hilsner
Marianne/SletDet

(21. marts 2016)