Jeg bliver chikaneret på Snapchat

Hej

En ældre dreng har sendt mig videoer på Snapchat, hvor han siger, jeg er en luder og er fucking klam! Og alt muligt. Fordi jeg sendte et undertøjsbillede til en dreng, jeg holdt af. Jeg vil ikke i skole nu. Og lod som om jeg var syg i dag for at slippe.

Den 12-årige

_____________

Svar fra SletDet

 

Kære 12-årige

Tak fordi du skriver til SletDet-brevkassen. Jeg kan godt forstå, at du ikke havde lyst til at tage i skole i dag. 

Du er desværre ikke den eneste, der får grimme kommentarer, og mange bruger Snapchat til den slags, fordi videoerne eller beskederne forsvinder bagefter.

Men han må ikke gøre det mod dig, og den dreng, du sendte billedet til burde heller ikke have vist det eller givet det videre. Det er ikke OK, og det kan faktisk være ulovligt. 

Der er ikke noget ulovligt ved at sende et undertøjsbillede, som du har gjort, men der en risiko for at billedet bliver misbrugt, sådan som det er sket for dig. Det er de to drenge, som gør noget forkert efter at have set dit billede. Du har ikke gjort noget forkert. 

Du bliver derfor nødt til at bede om voksenhjælp, også selvom de voksne i første omgang måske ikke forstår, hvorfor du har sendt billedet. Men husk at sige til dem, at du har lært noget af det, og at du fremover vil være meget mere forsigtig med at gøre det. Der er mange unge, der ender i samme situation som dig, fordi man stoler på den, som man sender billedet til. Det er der INTET forkert i. 

Så du må finde ud af med dig selv, hvem der er den voksne, som bedst kan forstå og hjælpe dig i forhold til de to drenge. Er det en lærer på skolen, er det dine forældre eller andre? Jeg ved, at det kan være svært at åbne op, men jeg ved også, at det kan hjælpe rigtig meget at tale med en voksen, der kan støtte dig. 

På Snapchat kan man blokere en profil, og jeg synes, at du skal blokere ham, som skriver de grimme ting til dig. Du fortjener at blive behandlet ordentligt - også på nettet. 

Jeg håber, at du får stoppet de grimme beskeder og får humøret tilbage igen. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det. 

De bedste hilsner
Kuno/SletDet

(Juli, 2019)