Hvor starter mobning?

Hej

Hvor starter mobning oftest henne? Altså er det på skolen, på nettet eller et helt andet sted?

 

______________

Svar fra SletDet

Kære Dig

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Jeg ved ikke, om det er muligt at sige, hvor mobning først starter. Nogle gange er det på nettet, andre gange er det fx i skolen, hjemme i familien, på sms eller et helt andet sted. Det kan opstå på baggrund af en konflikt, men kan også starte af hel andre grunde, fx at den, der mobber keder sig eller vil have noget ud af mobningen. 

Uanset hvor det begynder, så er mobning på en måde det samme, og det gør lige meget ondt på den, det går ud over. Det er ingen tvivl om, at det er rigtig hårdt og svært at være den, der bliver mobbet. Det er aldrig rart at blive mobbet, og det kan påvirke på mange forskellige måder. Fx kan en person, der bliver mobbet, begynde at blive mere indelukket, trist, ked af det og få dårlige tanker om sig selv. Ens selvværd kan blive ødelagt, og man kan føle sig meget ensom.

Derfor er det vigtigt, at hvis man oplever, at nogle bliver mobbet - også på nettet - så skal man bede dem, der mobber om at stoppe eller få hjælp af en voksen. På den måde hjælper man bedst den, der bliver mobbet.  

Du skriver ikke, om du selv har oplevet at blive mobbet eller om du kender en, der bliver mobbet. På vores hjemmeside SikkerChat kan du læse meget mere om mobning. Både om hvad det er, og hvad man gør ved det.

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Du er velkommen til at kontakte os igen

Gode hilsener
Gitte/SletDet

(Juli, 2019)