Hvor foregår mobning mest?

Hej brevkasse

Jeg er en pige, der går og tænker rigtig meget på, hvor mobning mest foregår: Om det er på nettet eller i skolen. Please svar hurtigt!

 

_________________

Svar fra SletDet

Hej med dig. 

Tak for dit spørgsmål. 

I de undersøgelser vi kender, er tallene for mobning på nettet og i skolen nogenlunde lige store. Men det kan være svært at skille ad, fordi mobning, der starter i skolen, kan fortsætte på nettet eller omvendt. 

Mobning handler ofte ikke om den person, der bliver mobbet. Hvis der fx er mobning i en klasse, handler det om hele klassens måde at være sammen på, og så skal klassen have hjælp. Det samme gælder over de sociale medier.  

I Red Barnet oplever vi desværre, at der er mange, der bliver mobbet over de sociale medier, fordi det kan være “lettere” at mobbe andre over internettet. Hovedårsagen til, at det er lettere at mobbe andre over internettet end i virkeligheden, kan være, at det er nemmere at være anonym på internettet. Vi hører desværre ofte fra børn og unge, som bliver truet eller mobbet af andre, som har oprettet en falsk profil. På den måde kan personerne bag truslerne gemme sig for konsekvenserne. 

I øvrigt er der flest piger, som oplever at blive mobbet via nettet eller mobilen. Grunden til det kan være, at når drenge har en konflikt, bliver de ofte fysiske - altså kommer op at slås. Piger har en tendens til at bruge ord, når de har en konflikt. Og så bliver det desværre oplagt at bruge de digitale medier. 

Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at kontakte os igen. 

Venlig hilsen
Kuno/SletDet

(Juli, 2019)