Følger mobning med på den nye skole?

Hej
Jeg er en pige på 15 år. I hele min skolegang indtil denne her sommerferie er jeg blevet mobbet i skolen via sms'er og på nettet. Nu er jeg så blevet meldt ud af skolen. Jeg skal på efterskole efter sommerferien, men jeg er bare bange for, om jeg så også kommer til at blive mobbet der? 
Hvad synes I, jeg kan gøre, vil jo nødigt blive mobbet igen?

 

_____________

Svar fra SletDet

Hej 

Tak for besked, hvor er det godt at du deler din bekymring.

Det lyder som om det har været en skole/klasse med et dårlig trivsel, du har gået i. Lærere, andre elever og forældre burde have gjort noget for at stoppe det eller hjælpe dig med at flytte skole. Det er ikke rimeligt, at en 15-årig som du skal opleve at hele folkeskoletiden har været et mareridt.

Husk, at det er ikke dig, der er noget galt med!!

Jeg kan godt forstå at du er bekymret for at det skal fortsætte på en ny skole. Der er heldigvis en god chance for at det stopper, fordi der er en bedre måde at være sammen på i den nye efterskole.

Forhåbentlig arbejder lærerne fra starten med at skabe god stemning og godt fællesskab. Der er måske andre af dem, du skal starte sammen med, der har det på samme måde?

Mit råd lige nu vil være at du laver en lille plan, der beroliger dig.

  1. At du taler med en, du har tillid til, om mobningen og om din frygt for at det skal fortsætte. Det hjælper at få det sagt højt. Vælg en voksen person du har mest tillid til. Skjul ingenting, og prøv at være helt ærlig. Aftal at I taler sammen, når du har været på efterskolen i 1½måned (eller før).
  2. Skriv dagbog på efterskolen om både gode og dårlige ting den første måned, og tænk over hvordan det udvikler sig med dine nye venskaber. Hvis du ikke er glad efter den første måned på skolen, hvis du oplever at blive holdt udenfor, så skal der ske noget. Først og fremmest skal du sige det højt. Og så skal du finde løsningen sammen med en god lærer på skolen eller dine forældre. Lærerne bruger mere tid sammen med eleverne, end på en almindelig folkeskole, så du kommer nok til at kende nogle af dem godt.

Forhåbentlig får du en super efterskoletid og nye gode venner :)

Kærlig hilsen
Marianne/SletDet

(31. juli 2015)