Falske profiler

 

Hej, jeg ville spørge om, hvorfor der er så mange, der bruger sociale medier, og hvorfor der er så mange, der gemmer sig bag andres profiler for at svine til?

 

______________

 

Svar fra SletDet

Kære dig.

Tak for din henvendelse.

Folk bruger sociale medier af mange forskellige grunde og til mange forskellige ting. Overordnet kan man sige, at folk bruger det til at være 'sociale'. De er altså ikke fysisk sammen, men alligevel sammen gennem det digitale. Nogle skriver sammen, deler billeder med hinanden, and bruger det til at have grupper omkring en eller anden interesse, invitere til events, stille spørgsmål til andre eller lign. Det er alt sammen en måde at kommunikere med hinanden på og danne relationer, som man jo både gør i den fysiske verden, men også i den digitale verden.

Der er dog også nogle, som bruger det på en dårlig måde, hvor man mobber hinanden, sviner hinanden til osv. Men det er ligesom i den fysiske verden – de ting som er 'gode' – relationer osv. – de kan også være dårlige, hvis de bruges på en dårlig måde. På sociale medier er det muligt at være anonym, og det kan nogle gange gøre det lettere at være onde ved andre, fordi man ikke skal stå til ansvar overfor den, som man er ond overfor. Det er ofte også lettere for en person at være ond på nettet, fordi man ikke kan se, at den anden faktisk bliver ked af det. Det er som om, at man nogle gange på nettet ikke er 'et menneske' – men bare 'en eller anden, der sidder bag en skærm'. Det kan derfor opleves lidt mere distanceret.

Håber dette var svar på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen
Penille/SletDet

(7. februar 2017)