Hvorfor bruger unge sociale medier?

Hvorfor har så mange unge brug for at dele deres mening/liv på de sociale medier? og hvad gør det ved dem?

Den 14-årige

 

____________________

Svar fra SletDet

Kære Frederikke

Tak for dit spørgsmål. Det kan være svært at svare præcist på, for der kan være mange forklaringer. Jeg skal forsøge at komme med et par stykker:

Man kan sige, at mennesker – både unge og ældre – nok altid har haft brug for at dele deres meninger med andre. De sociale medier er så blevet et redskab til at ytre sig om stort og småt. Det kan være rigtig smart, hvis man er optaget af en bestemt sag, at man kan ytre sin mening på fx Facebook og diskutere sagen med sine Facebookvenner eller Facebookbrugere, som kommenterer det samme opslag.

At mange unge har brug for at dele deres liv og hverdag på sociale medier kan bl.a. forklares med, at alle mennesker har behov for anerkendelse. Igen er de sociale medier blevet et redskab til at nå ud til mange. Når man fx har bagt en flot kage, været på en sjov ferie eller fået nye solbriller, kan et ”like” eller en sød kommentar virke på samme måde som et klap på skulderen i det virkelige liv. Det kan være rart at blive anerkendt for de gode ting, man gør.

Ligesom i det virkelige liv kan det have både positive og negative konsekvenser. 

Nogle unge bliver ”afhængige” af at få anerkendelse på de sociale medier og kan finde på at slette billeder eller statusopdateringer, hvis de ikke synes, at billederne/opdateringerne får nok likes. Det er en god idé at tale med unge, som har det på den måde, om, at likes ikke er det vigtigste i verden. Det er vigtigere at have nogle gode, tætte venner, som man kan stole på, end at få likes fra en hel masse folk, som man måske ikke engang kender.

En anden ting, som man skal tænke på, når man lægger noget online, er, at tingene ikke forsvinder igen i modsætning til, når man fortæller noget face-to-face. Derfor kan en negativ konsekvens fx være, at hvis man skifter mening om et emne eller fortryder en oplevelse, man har delt, så kan det ”forfølge én”. Derfor er det vigtigt, at vi, som bruger de sociale medier meget, tænker os om, før vi lægger noget online.

Det smarte er på den anden side, at hvis vi tænker os om og kun deler gode ting, så får vi et godt digitalt rygte – også blandt folk, som i måske ikke kender i det virkelige liv.

Jeg håber, du kan bruge svaret.

De bedste hilsner
Sofie/SletDet
(14. maj 2015)