Hvis man sletter sin Snapchat-konto

Hej, hvis nu vi sletter vores Snapchat konto bliver så alle billederne/videoerne slettet i Snapchats servér. Og hvis vi bare ikke sletter vores konto men sletter billeder, er de billeder/videoer stadig i snapchats server. Håber i kan svare.

_________________

Svar fra SletDet

Kære jer,
Tak for jeres henvendelse.

Jeg kan godt forstå, at I er i tvivl, og det er godt, at I skriver til os.
Det hele kommer lidt an på, hvordan I i første omgang har sendt billederne. Derfor får I her et lidt længere svar.

Hvis I bare har sendt private billeder til jeres venner, gemmer snapchat dem ikke på deres servere, og de sletter billederne, når de er blevet set af dem I sender billederne til. Kun hvis en af jeres venner tager et screenshot af billedet, bliver det gemt på hendes eller hans telefon.
Hvis I har lagt billeder på jeres Historier(Stories), må snapchat bruge jeres Historier til deres Live Stories, som er en samling af videoer og billeder fra en bestemt by, begivenhed eller andet, som folk har lagt på den offentlige del af Snapchat. Det må de, fordi Historier er lagt på den offentlige del af snapchat. Inde under indstillinger i app'en kan I ændre hvem der må se jeres Historie, og hvis I vælger "Mine venner" frem for "Alle", så er jeres Historier ikke længere et offentligt indhold, og Snapchat må altså ikke bruge billederne derfra.
Hvis I bruger funktionen "Minder" i Snapchat, hvor I uploader billeder fra kamerarullen på telefonen, så giver I Snapchat adgang til telefonens kamera og billeder.

Hvis I vælger at slette jeres snapchatprofiler, vil Snapchat have adgang til profilerne i 30 dage, og der har de i princippet adgang til billederne fra jeres Historier og Minder, men ikke de billeder, I har sendt privat til venner, da disse allerede er slettet. Efter de 30 dage er alt indhold i jeres profiler slettet.

Hvis I vil slette jeres snapchatprofiler, kan I finde en guide til at slette dem inde på Red Barnets slettevejledning til Snapchat. Klik på linket her for at finde slettevejledningen. 

Jeg håber det var svar på jeres spørgsmål, ellers er I velkomne til at skrive igen.
Med venlig hilsen,
SletDet