Hvad er sociale medier?

Hvad er et socialt medie? Hvilke slags er der? Hvad eller hvem er målgruppen? Er der behov for de sociale medier, hvorfor/ hvorfor ikke? Hvilke slags medier anvender de unge mest? Hvordan har medierne ændret verden? Hvad bruger folk medierne til? Har muligheden for anonymitet indflydelse på kommunikation der forgår via de sociale medier? Hvilke fordele og ulemper er der ved de sociale medier? Har de sociale medier gjort det lettere at mobbe andre? Hvordan kan man forhindre sager som Amanda Toods forekommer igen? Kunne Amnda Todd have været i live idag? Hvem har ansvaret for sådan nogle sager? Hvem skal handle på det, og hvordan?

 

______________

Svar fra SletDet

Hej, og tak for dine mange gode spørgsmål

Et socialt medie er kort sagt et medie, hvor folk kan kommunikere i et socialt samspil via nettet og mobilen. Kommunikationen foregår begge veje og ikke kun den ene vej, som den fx gør i aviser eller tv-serier.

Der findes rigtig mange forskellige slags sociale medier. Nogle af typerne er:

  • Sociale netværk – de giver dig mulighed for at kommunikere med venner og interessefæller. Det er fx Facebook og Momio.
  • Mediedelingstjenester – de giver dig mulighed for at uploade og dele forskellige medier som film og billeder. De fleste sociale medier af den type giver mulighed for at oprette en profil og kommentere. Det gælder fx YouTube og Instagram.
  • Mikroblogs – de giver dig mulighed for at dele korte statusopdateringer, som kan ses af alle, der følger din profil. Det gælder fx Twitter.

Men man kan sige, at mange sociale medier er en slags mellemting mellem de tre.

Man kan ikke sige noget generelt om, hvem der er målgruppen for sociale medier. Det kommer helt an på, hvilket medie, man taler om. Der findes både sociale medier for børn ned til 7-årsalderen og for din bedstemor.

Det kan være svært at svare præcist på, om der er behov for sociale medier. I gamle dage levede man jo fint uden :-) Men i dag findes der som sagt sociale medier for folk i alle aldre, og medierne kan være med til at gøre mange ting sjovere. De kan fx gøre det lettere at holde kontakten med en kammerat, som har skiftet skole, eller man kan finde nye venner online, som man deler interesser med. Det er ikke nødvendigt at være på sociale medier, men man kan godt føle sig udenfor, hvis man fx er den eneste i klassen, som ikke har en Facebook-profil. Derfor er det en god idé at forældre, lærere og elever bliver enige om, hvordan brugen af sociale medier skal foregå i klassen.

Hvis vi med ”de unge” mener børn og unge i alderen 13 – 19 år, så siger en international rapport (GlobalWebIndex report), at teenagere i 2013 begyndte at bevæge sig væk fra Facebook og over til at benytte nyere medier som Snapchat, Whatsapp, Instagram og Pinterest. Facebook var dog stadig det mest populære sociale medie. 66 % af alle teenagere har en Facebook-profil.

Der er skrevet tykke bøger om, hvordan medier (også de sociale) har ændret verden. Man kan næsten sige, at internettet og sociale medier har gjort verden mindre. De sociale medier har gjort det lettere at kommunikere på tværs af landegrænser, kulturer og tidszoner.

Folk bruger sociale medier til et hav af ting. Som nævnt oven for, kan man bruge dem til at kommunikere med sine venner, interessefæller eller kendisser. Man kan bruge dem til at dele film, billeder, ytringer og nyheder – enten offentligt/til mange på én gang (fx på Twitter, Facebook) eller privat/til én ad gangen (fx Snapchat eller Whatsapp).

Muligheden for anonymitet har indflydelse på, hvordan folk kommunikere på sociale medier. Det er både godt og skidt. Det kan betyde, at nogle folk kan ytre sig mere frit, fordi de ikke så let kan stilles til ansvar på deres ytringer. Det kan være godt, hvis man er genert, eller hvis man bor i et land, hvor der er strenge regler for, hvad man må sige. Det kan være skidt, hvis folk bruger det til at mobbe eller udstille andre. Det kan også være skidt, hvis folk udgiver sig for at være en anden – fx en voksen, som udgiver sig for at være barn og snyder eller lokker børn til at gøre noget, de ikke har lyst til. Men husk, at det aldrig er muligt at være 100 % anonym på nettet – politiet har metoder til at finde frem til folk, hvis de gør noget ulovligt, uanset om de er anonyme eller ej.

Der er et væld af fordele og ulemper ved sociale medier – vi ser flest fordele, hvis bare man tænker sig om, når man bruger sociale medier. Se svarene oven for.

Sociale medier har ikke nødvendigvis gjort det lettere at mobbe. Men de har gjort, at mobningen ikke kun foregår i skoletiden eller til sociale aktiviteter som fodbold eller spejder. Nogle mobbeofre oplever, at mobningen fortsætter på mobil og via sociale medier, og dermed kan mobningen foregå døgnet rundt. Det kan være en meget voldsom oplevelse, at mobningen foregår, selvom man er inden for hjemmets vægge. Hvis du vil vide mere om internetmobning, kan du downloade app'en #DeleteCyberbullying til Android.

Sagen om Amanda Todd er dybt tragisk – og det er heldigvis meget sjældent, at mobning kommer så langt ud, at det fører til selvmord. Man kan forhindre mobning ved at være en god kammerat, lade være med at mobbe, og hjælpe et mobberoffer ved at give støtte og hjælp. Det er vigtigt, at man ikke bare lader som ingenting, når man oplever, at andre bliver mobbet – også online. Læs mere om online-mobning.

Det er meget svært at svare på, om Amanda Todd kunne have været i live i dag, for sagen var både meget grov og indviklet. Amanda Todd blev både udsat for grooming (hun blev lokket af en voksen, som udgav sig for at være jævnaldrende, til at sende billeder og film med seksuelt indhold af sig selv) og bagefter blev hun mobbet groft online. Grooming er forfærdeligt, men børn og unge, som bliver udsat for det, skal huske, at det ikke er deres egen skyld. Det er vigtigt at være kritisk med, hvad man sender til en anden online, fordi personen kan være en anden, end han/hun udgiver sig for. Men man kan blive snydt og narret, og det er vigtigt at fortælle det til en voksen, så udnyttelsen kan blive stoppet.

Alle har et ansvar for at stoppe mobning online og offline – både dem som mobber, og dem som er vidner til mobning. Det er politiets opgave at finde frem til forbryderen, hvis der er tale om grooming.

Vi håber, du kunne bruge svarene.

Venlig hilsen
Jon K. Lange/SletDet