Jeg har delt krænkende materiale

Gode råd fra sletdet

Er du kommet til at dele noget om andre, som du ikke skulle have delt (fx et billede, grimme kommentarer eller lignende)?

Dette er generelle råd udformet til dem, der har delt noget om andre uden tilladelse. Da der kan være stor forskel på graden af krænkelser, er det ikke sikkert, at du kan bruge alle rådene. Hvis du er i tvivl eller har brug for råd til din specifikke situation, er du velkommen til at kontakte os

Sådan gør du

Det er modigt og godt, at du gerne vil gøre det godt igen.

Alle kan lave fejl, og det er godt, at du har erkendt, at det var forkert.

Mobning og billeddeling uden tilladelse er ikke okay – sig undskyld.  

Mobning og billeddeling uden tilladelse er ikke okay, og det kan faktisk være ulovligt. Derfor er det første du skal gøre at kontakte den person, du har mobbet eller delt - og sige undskyld. Fortæl personen, at du stopper fra nu af, og at du har indset, at det var forkert af dig.

Stop spredningen.  

Hvis du er kommet til at dele et billede af en anden uden tilladelse, så er det vigtigt, at du med det samme kontakter dem, du har sendt billedet til og beder dem om at slette det. Få evt. hjælp af en voksen. Voksne kan nogle gange være bedre til at understrege alvoren, så billedet hurtigere bliver slettet.

Slet billedet og/eller kommentarerne.

Du skal slette billedet fra din egen telefon eller computer, eller hvor du ellers har det. Slet også billedet fra de platforme og sociale medier, hvor billedet er blevet delt. Hvis du er kommet til at mobbe en anden online, i kommentarfelter, beskeder og lign., så er det vigtigt, at du med det samme sletter de ting, du har skrevet.

Tal om det og få hjælp.  

Selvom det kan være meget grænseoverskridende at tale om det, og selvom du måske føler dig pinlig eller skamfuld, så er det vigtigt, at du får noget hjælp. For det første, fordi du skal have noget støtte, men også fordi, at du skal have hjælp til at få materialet fjernet fra nettet.

Det kan være en god idé at tale med en voksen, du stoler på eller en god ven. Selvom det kan være svært at åbne op, føles det ofte bedre, når man har fået talt om det. Du skal ikke gå med det alene.

Kontakt os på SletDet-rådgivningen.  

Vi kan hjælpe og støtte dig i situationen, og vi kan fortælle om lovgivning og næste skridt i processen. Din henvendelse er fortrolig, og vi fortæller det ikke til nogle.