Træneren

- om seksuelle overgreb

Fokusord

Seksuelle overgreb, grooming, rettigheder

Træneren

https://redbarnet.dk/skole/vold-og-overgreb/traeneren-om-seksuelle-overgreb/
Til underviseren

Antal lektioner

4-10 lektioner

Målgruppe

Udskoling

Typer af aktiviteter

Se film, diskussioner i klassen, produktion af små kampagnefilm

I skal bruge

Smartboard, post-its, blyanter, kridt, mobiltelefoner, materialer til download

Kort præsentation

Hver dag udsættes børn og unge for seksuelle overgreb fra personer, de kender i forvejen. 12 % i 8. klasse har været udsat for seksuelle krænkelser i en eller anden form. Det svarer til tre elever i en klasse med 25 elever.

Med Træneren får du redskaber til at kunne sætte fokus på det ofte tabuiserede emne 'seksuelle overgreb på børn'. Centralt for forløbet er børns rettigheder og den proces, der ofte går forud for de seksuelle krænkelser.

Fælles mål

Klassen kan arbejde med materialet i sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab, dansk og samfundsfag.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen.

 

Undervisningsvejledning

Om forløbet Træneren

12% af unge i 8. klasse har været udsat for en seksuel krænkelse. I forløbet ’Træneren’ får du viden om seksuelle overgreb. Du lærer om grooming og om retten til at sige fra.

Forløbet 'Træneren' tager udgangspunkt i filmen 'Træneren'. Herunder kan du se filmen, som handler om Niels, der bliver udsat for et seksuelt overgreb. Niels er 14 år, og han er glad for at spille håndbold.

Niels udsættes for et enormt stort pres i forbindelse med håndboldtrænerens fysiske og psykiske overgreb af ham.

Filmen er en kortfilm. Den varer cirka 32 minutter. Det er en barsk film, så sørg for, at I ser filmen sammen i klassen med en lærer eller en pædagog til stede.

Video: Træneren (32:12 min.)

Grooming-processen

'Grooming' er en proces, som består af en række faser. Faserne leder en krænker frem til et mål. Krænkerens mål er at gennemføre et seksuelt overgreb på et offer.

Herunder kan du læse mere om, hvad grooming er. Du finder også en gennemgang og en oversigt over processen. Til slut kan du se eksempler på måder, som grooming kan foregå på.

Hvad er grooming?

Når man anvender begrebet grooming i forhold til seksuelle overgreb, så betyder 'grooming', at en krænker forbereder et offer til noget. Grundlæggende går grooming ud på, at en voksen, ældre eller mere erfaren person tager magten eller styringen over et offer, for senere at udnytte offeret seksuelt.

I en grooming-proces bliver offeret snydt, udnyttet, forført og manipuleret med på en måde, som kan være svær at gennemskue.

Egentlig er grooming et ord, vi har hentet fra engelsk. 'To groom' betyder 'at passe, soignere og pleje'. Som for eksempel at pleje sig selv eller sit kæledyr.

Gennemgang af grooming-processen

Grooming-processen begynder med, at krænkeren (altså den 'der groomer') forsøger at lave en positiv kontakt til offeret. Det kan eksempelvis være ved at forsøge at blive venner med offeret.

Offeret oplever i begyndelsen, at krænkeren er hjælpsom og flink. Men efterhånden skifter kontakten karakter. I et venskab har man tillid til hinanden og tror, man har forstået, hvorfor den anden person gør og siger forskellige ting. Derfor kan offeret føle, at det er svært at afkode det ændrede forhold med krænkeren.

Krænkeren lyver om formålet med det, der foregår. Efterhånden som venskabet udvikler sig, kan offeret opleve ting, som føles underlige eller grænseoverskridende.

Krænkeren begynder nu at fordreje virkeligheden. Det kan for eksempel være ved at sige, at det, der skete var helt tilfældigt, selv om det var noget, krænkeren havde planlagt. Krænkeren kan også fordreje sandheden ved at sige, at det, der skete, var noget, som offeret egentlig selv gerne ville have til at ske.

Efter lidt tid får offeret måske en mavefornemmelse af, at der er et eller andet galt med det, den voksne eller mere erfarne person har gang i. Måske kan det føles som om, at det ikke bare er noget, der sker tilfældigt eller ved et uheld, men at der ligger en plan bag. Offeret bliver måske opmærksom på, at offeret egentlig er gået med til mere end det, offeret fra starten havde lyst til.

Offeret kan godt have lyst til at holde fast i alle de positive fordele, som venskabet til krænkeren også betyder. Offeret håber det bedste, men er samtidig forvirret. Derfor risikerer offeret først at kunne sige stop på et tidspunkt, hvor det hele føles meget kompliceret. Det kan føles som om, man har været naiv, har dummet sig, og man kan føle sig skamfuld og medskyldig.

I en grooming-proces er der 7 forskellige faser:
    1. Den kontaktskabende fase: Krænkeren udvælger et offer.
    2. Opbygning af venskabet: Krænkeren finder frem til en fælles interesse, som grundlag for et venskab.
    3. Risikovurderinger: Krænkeren sørger for at spille rollen som en sød og hjælpsom person, så andre ikke fatter mistanke.
    4. Den eneste ene: Krænkeren understreger, hvor meget det fælles venskab betyder for begge to, og hvor meget der er at miste, hvis de ikke holder sammen.
    5. Det seksuelle tema introduceres: Krænkeren begynder at spørge til ofrets seksuelle interesser og erfaringer.
    6. Det seksuelle overgreb: Krænkeren arrangerer et møde, hvor det seksuelle overgreb kan ske uden at andre ved det.
    7. Fastholde hemmeligheden: Krænkeren fortæller, at det er deres private hemmelighed, og at ofret selv har været ansvarlig for, at det udviklede sig så langt.

 

Herunder kan du se eksempler på, hvordan en grooming-proces kan udvikle sig. I den ene grooming-proces sker overgrebet online. I den anden sker overgrebet i et fritidstilbud.

Illustration af grooming-proces online

Grooming kan foregå på forskellige måder. I dette eksempel foregår grooming-processen på nettet.

Illustration af grooming-proces i et fritidstilbud

Grooming kan foregå på forskellige måder. I dette eksempel foregår grooming-processen i et fritidstilbud.

Filmen om Lisa

Her kan du se 'Filmen om Lisa'. Filmen varer lige under 5 minutter. Du møder Lisa, som har været udsat for et seksuelt overgreb. I filmen fortæller hun om det seksuelle overgreb.

Lav små lommefilm

Fakta og viden om seksuelle overgreb

I teksten herunder kan du få mere at vide om seksuelle overgreb, den seksuelle lavalder og om lovgivningen på området.

Hvorfor begår mennesker seksuelle overgreb?

Nogle krænkere har selv været udsat for seksuelle overgreb i barndommen. Hvis de ikke har fået hjælp til at bearbejde det, de har været udsat for, så er der større risiko for, at de ender med at krænke andre seksuelt.

Nogle krænkere er overbeviste om, at børn eller teenagers gerne vil have sex med voksne. Disse krænkere misforstår mange af børn og unges handlinger som en opfordring til sex.

Nogle krænkere føler sig usikre, hvis de skal være seksuelt sammen med en anden voksen. De synes, at de er mere trygge, hvis de kan være seksuelt sammen med en yngre og uerfaren person.

Nogle krænkere mister deres dømmekraft, fordi de er berusede eller påvirkede af stoffer. De er derfor ukritiske over for, hvem de opsøger seksuelt og respekterer ikke de afvisninger, de bliver mødt af.

Nogle krænkere finder tilfredsstillelse i at kunne tage magten over et barn eller ung og bruger ofret til at udleve eller få opfyldt deres egne seksuelle lyster og fantasier.

Nogle krænkere føler sig mest eller kun seksuelt tiltrukket af børn, de kaldes pædofile. Nogle af de pædofile følger deres lyster og begår seksuelle overgreb på børn.

Den seksuelle lavalder

Den seksuelle lavalder i Danmark er fastsat til 15 år. Det betyder, at seksuelle forhold med børn under 15 år altid er ulovlige.

Unge i alderen 15, 16 og 17 år har ret til at have et aktivt seksualliv. Samtidig fremhæver straffeloven, at en anden ung eller en voksen ikke må have seksuelle forhold til unge under 18 år, hvis man samtidig har en pædagogisk opgave (lærer, pædagog, træner, spejderleder med mere) over for den unge. En 16 årig kan altså godt være gode venner eksempelvis med sin træner på 18 år – men de må ikke have et seksuelt forhold med hinanden.

Billeder og film af seksuelle aktiviteter og seksuelle overgreb, hvor en af de medvirkende er under 18 år, defineres som ulovlige. I straffeloven kaldes det børnepornografi. Kærestepar, hvor en eller begge er under 18 år, må godt dele seksuelle billeder af hinanden, hvis begge er enige om det. Billederne bliver ulovlige, hvis de bliver delt på eksempelvis internettet.

Om seksuelle overgreb

I tre ud af fire tilfælde er den, der er årsag til en uønsket seksuel hændelse en jævnaldrende. I ét ud af fire tilfælde er et familiemedlem eller en anden voksen.

Hvor tit sker der seksuelle overgreb på børn?

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) har udgivet rapporten ’Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016’. SFI har spurgt næsten 2000 elever i 8. klasse på 92 forskellige skoler i Danmark om deres erfaringer med uønskede seksuelle hændelser. Både når det er sket fra jævnaldrende, og når det er fra familiemedlemmer eller andre voksne. 

Undersøgelsen opdeler de seksuelle overgreb i tre kategorier: ’blottelser’, ’berøringer’ og ’samleje’.

Blottelser
’Blottelser’ dækker over hændelser, hvor nogen blotter sig for den unge, eller den unge tvinges til at blotte sig for andre.
Undersøgelsen viser, at 12 procent af de unge har oplevet uønskede hændelser med blottelser.

Berøringer
'Berøringer' dækker over hændelser, hvor nogen berører den unge på en seksuel måde, har fået den unge til at røre ved sig selv på en seksuel måde, eller hvor den unge er tvunget til at røre ved en anden på en seksuel måde.

Undersøgelsen viser, at 12 procent af de unge har oplevet uønskede hændelser med blottelser. Omkring dobbelt så mange piger som drenge har været udsat for dette.

Samleje
’Samleje’ skal forstås som forsøgt eller gennemført samleje, henholdsvis vaginalt, oralt eller analt.

7 procent af pigerne og 5 procent af drengene har været udsat for forsøg på eller gennemført samleje imod deres vilje.

I sager med uønsket samleje, hvor udøveren er et familiemedlem eller anden voksen, er der tale om et seksuelt overgreb, som kan blive straffet hvis det bliver afsløret. I alt har 0,6 pct. af de unge været udsat for samleje med en voksen.

En 8. klasses årgang i Danmark udgør 68.820 unge. Undersøgelsen viser, at samlet set har 0,6 procent været udsat for samleje fra en voksen, hvilket svarer til flere end 410 unge i 8. klasse. Ser vi på fordelingen mellem de to køn, så er der 35.020 drenge i årgangen. 0,2 procent svarer til 70 drenge. Der er 33.290 piger på årgangen. De 1,1 procent svarer til 366 piger.

Læs mere om undersøgelsen på www.sfi.dk/publikationer

Straffeloven om seksualforbrydelser

Kapitel 24 i straffeloven omhandler seksualforbrydelser. De mest centrale paragraffer er:

  • § 216 Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

  • § 222. Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år, medmindre forholdet er omfattet af § 216, stk. 2.

    • Stk. 2. Har gerningsmanden skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed ved brug af tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.
    • Stk. 3. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har skaffet sig samlejet ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed.
  • § 223. Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år.

    • Stk. 2. Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje.
  • § 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje.

  • § 226. Den, der optager pornografiske fotografier, film el.lign. af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år.

  • § 232. Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Nogle gange bliver der ændret lidt i den måde, de forskellige paragraffer helt præcis bliver formuleret. Du kan finde de aktuelle udgaver af lovgivningen på retsinformation.dk - Straffeloven

Du har ret til at få hjælp

Du må ikke tøve, hvis du føler, at du har brug for hjælp. Du har ret til at få hjælp! Hjælpen kan du få på flere måder.

Fortæl det til en voksen

Måske er første skridt at tale med en af de voksne, du har tillid til. Selvom det kan føles ubehageligt eller pinligt, så prøv at fortælle det alligevel. Du har ret til at få hjælp!

Den voksne vil være en støtte for dig. Den voksne vil også kunne hjælpe dig med at få hjælp hos kommunen.

Hos kommunen

Du kan også få hjælp hos kommunen. Hvis du fortæller dem, hvem du er, og hvor du bor, kan du kontakte din kommune og bede om at tale med en sagsbehandler, som kan hjælpe dig. Find din kommune her: www.kommune.dk.

Du kan også få anonym rådgivning gratis i kommunen. I nogle kommuner sker henvendelse til en sagsbehandler i børn- og ungeforvaltningen. I andre kommuner kan man ringe til kommunens ungerådgivning. Tjek kommunens hjemmeside eller ring til kommunens Borgerservice og spørg, hvem du kan få hjælp hos.

Hos Børnetelefonen

Hos Børnetelefonen kan du få hjælp, hvis du føler, at dine grænser er blevet overtrådt. Det kan for eksempel være dine seksuelle grænser. Du kan ringe til dem på telefon: 116 111. Dit opkald er anonymt. Du kan også skrive til dem, hvis du hellere vil det. Gå til Børnetelefonens hjemmeside.

Hos BørneTelefonen kan du også få hjælp med at finde en 'bisidder'. En bisidder er en voksen, der kan hjælpe dig ved at tage med til møder i kommunen. Læs mere på bornetelefonen.dk/bisidder

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v