Venskab og følelser online

Fokusord

Konflikt, konfliktløsning, venner

Venskab og følelser online

https://redbarnet.dk/skole/sikkerchat/venskab-og-foelelser-online/
Til underviseren

Antal lektioner

2-3

Målgruppe

Mellemtrin

Typer af aktiviteter

Walk and talk, interaktivt casearbejde, klassediskussion, dramaøvelse

I skal bruge

Computere/tablets

Kort præsentation

På internettet kan man sende søde og sjove billeder til klassekammeraterne og chatte med dygtige computerspillere fra andre lande. Med internettet kan børn og unge let holde kontakten. Men når man ikke er i samme fysiske rum, kan der opstå misforståelser og konflikter, for på internettet kan det være vanskeligt at aflæse hinandens kropssprog. Og så er det heller ikke altid, man kan være sikker på, hvem det egentlig er, man chatter med.

Med 'Venskab og følelser online' skal eleverne forstå, hvordan digitale konflikter opstår, og hvordan man kommunikerer hensynsfuldt på internettet. Eleverne får også konkrete redskaber til at håndtere konflikter online - både dem, der opstår på grund af misforståelser med venner og dem, der opstår på grund af mobning og chikane.

Fælles mål

Du kan bruge forløbet i dansk, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab og i det tværfaglige tema IT og medier. Brug også gerne forløbet i den understøttende undervisning.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen.

 

Undervisningsvejledning

Venskaber og følelser online

Undgå at blive uvenner med dine venner over mobilen og bliv god til at løse konflikter online. 

Det er sjovt at sende snaps og dele billeder med sine venner.  Men det er meget irriterende, når man bliver uvenner med sine kammerater over mobilen og måske kommer til at skrive en besked, som man fortryder. 

Her kan du læse, hvordan du kan undgå dårlige beskeder, og hvordan du kan sørge for, at dine venner ikke misforstår dig, når du skriver. På den måde slipper du for at blive uvenner med dine venner på Facebook, Instagram eller Snapchat.

Konfliktløsning

Alle mennesker oplever konflikter. De kan opstå i skolen, når man er sammen med vennerne eller derhjemme. Og de kan opstå på nettet. 

Man kan ikke undgå at komme i konflikt med andre mennesker, men man kan lære at være en del af en konflikt uden at blive ked af det eller gøre andre kede af det. Og man kan blive god til at være med til at løse konflikter.  

Konflikttrappen er god at have i baghovedet 

Når du er med i en konflikt, kan du bruge Konflikttrappen som en hjælp til at løse den på en god måde. Det vigtigste at forstå er, at jo længere op ad trappen, man kommer, jo sværere er det at løse problemet, uden at nogen bliver ked af det. Målet er derfor altid at gå ned ad trappen. 


Konflikttrappen

Find et eksempel fra din hverdag, hvor du har været med i en konflikt. Prøv at placere konflikten på Konflikttrappen. Hvad var det, der skete, som skubbede jer op eller ned ad Konflikttrappen? 

Din opførsel betyder meget for, om det lykkes dig at løse konflikter. Se her hvilken adfærd, der hjælper dig - og hvilken der bare gør det hele værre. 

Løs en online-konflikt

Du er pludselig havnet i en online-konflikt med en klassekammeret. Lyt til konflikten og overvej, hvordan du ville reagere. 

Hvordan ville du reagere?

Siger ikke noget til Jacob

Taler med Jacob

Skriver til Jacob

Hjernen styrer følelserne

Måske har du prøvet at blive sur eller ked af det over, at nogen har skrevet noget grimt om dig på nettet. Eller du har måske prøvet at ligge helt flad af grin i flere minutter over et Youtube-klip. Både når du er rasende eller har grineflip, så bliver du styret af dine følelser. Og så kan du ikke altid styre dine handlinger.

Faktisk snakker hjerneforskere om, at vores følelser er som et lille barn, der kan være svær at styre – og gør underlige ting som vi ikke helt forstår. Følelsescentret bor helt inde i midten af vores hjerne i noget, der hedder Amygdala. Og herfra har det kontrol over rigtig meget af det, vi gør.

To piger ligger på gulvet og kigger på telefon

Når vi griner over noget sjovt eller bliver sure på nogen, så pumpes en masse stoffer ud i hjernen, og det gør, at vi ikke kan stoppe op og tænke os om - nærmest som hvis du sidder på en cykel på vej ned af bakke, hvor bremserne er rustne, og du derfor kun kan bremse langsomt op.

Alt afhængig af hvor rasende eller glad du har været, kan det tage din hjerne 10-300 sekunder at stoppe helt op, så du kan tænke dig om igen. Og det er i disse sekunder, at man ofte kommer til at skrive noget grimt, som man senere fortryder.

Så næste gang du virkelig har lyst til at sende en sur besked, så tænk på cyklen med de rustne bremser - og HUSK: Tæl til 10, inden du reagerer. Og hvis det ikke hjælper, så tæl til 10 igen og igen og igen og...

Sladdersider

Der var engang et chatsted, hvor man kunne sladre. Man kunne kun blive medlem og få adgang til mange ’venskaber,’ hvis man fortalte noget dårligt om andre. For eksempel: 'Jeg ved, at der går en pige på en bestemt skole, som har en mor, der drikker...' Eller 'jeg ved, at der er en dreng fra en bestemt klasse, som har fået en grim kæreste…'

Sladderen på chatsitet kom ud på skoler og ødelagde venskaber for en masse elever. Rigtig mange børn og unge levede i frygt for, hvad der nu blev skrevet om dem. Efter et stykke tid blev problemet taget op i skolen. Det stoppede den dårlige stemning. De fleste på skolen meldte sig ud af siden. Men siden er der stadig den dag i dag.

Drenge med deres mobiler i et klasseværelse

Pas på hinanden!

Når vi er sammen med andre, uanset om det er i skolen eller på nettet, og uanset om det er venner eller nogen vi først lige har mødt, så er det vigtigt at respektere hinandens grænser. Et venskab, der bygges på at fortælle dårlige ting om andre, er ikke noget rigtigt venskab.

'Hvis det at være venner betyder, at man skal komme med dårligt sladder, så er det ikke rigtige venner. Så respekterer man bare ikke hinanden!' Sara, 5. b

Venner på nettet

'Jeg spiller et spil på nettet, som jeg spiller næsten hver dag. Der har jeg mødt en anden dreng, som er 18 år og er fra Irland. Selv om jeg går i femte klasse, så synes jeg godt, man kan være venner med en på 18. Det er vel lige meget, om han er 12 eller 18 år, bare man har det sjovt og kan spille sammen på nettet?!

Mine forældre flippede helt ud, da jeg sagde, at han havde givet mig sit mobil- og skypenummer, så vi kunne ringe sammen, når vi skulle spille. Jeg synes, de skulle slappe lidt af. Vi er jo bare venner på nettet!'

Online-spil gav venskab

'Mine bedste venner hedder Jacob og Malte. Vi er nok lidt nørdede. Det får vi i hvert fald tit at vide.

Vi interesserer os for de samme ting: Tegneserier, computerspil og underlige opfindelser. 'Hey … der kommer Phineas & Ferb-drengene' bliver der nogle gange sagt til os. Men vi er bare ligeglade, for vi har det sjovt sammen.

Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor det kun var Jacob og mig, der gik sammen. Det havde vi gjort siden første klasse. Hver dag efter skole spillede vi PS3, gik tur med min hund eller lavede ting på nettet. Men så startede Malte i klassen.

Han havde svært ved at finde nogen at være sammen med, og Jacob og jeg gik jo bare for os selv. Men så fandt vi ud af, at Malte spillede det samme online-spil som os. Så vi begyndte at spille alle tre. Og nu laver vi en masse sammen. Man kan faktisk godt sige, at det er på grund af online-spillet, at vi alle tre er venner.'

Tre drenge sidder og spiller computer i sengen.


Hvorfor flipper forældrene ud?

Der er mange børn og unge, der har prøvet at komme i kontakt med en på nettet, som de senere mødes med i virkeligheden. Langt de fleste gange er det en god oplevelse. Men en gang imellem går det også galt, fordi de andre brugere ikke er dem, de udgiver sig for at være. Det sker ikke tit, men det sker engang i mellem, at de fremmede brugere ikke vil en det godt. Det kan gøre forældre og andre voksne urolige.

Derfor er det også vigtigt, at du passer på dig selv. Det kan du gøre ved ikke at vise billeder af dig selv eller fortælle private ting om dig selv til fremmede. Eksempelvis hvor du bor henne og hvilken skole, du går på.

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med en online-ven, så sig det til dine forældre eller en anden voksen. Lad dem lytte med til jeres skype/mobil-samtale de første par gange, så I alle ved, at din ’nye’ ven er ok.

Og følg så ellers SMART-reglerne her på SikkerChat!

Fem gode råd om venskaber
  • 1. Vær bevidst om, at man kan blive sure på hinanden, selv om man er de bedste venner.

  • 2. Sig til og fra med det samme, hvis du føler dig dårligt behandlet. Jo længere du venter, jo mere vokser problemet.

  • 3. Tæl til 10, inden du siger fra – det er aldrig godt at sige fra, når man er allermest sur.

  • 4. Når du siger fra, så gør det på en pæn måde.

  • 5. Husk, at man godt kan have forskellige meninger om noget, selv om man er venner.

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v