Danske børn fandt på GDPR før EU

Foto: Red Barnet/Ulrik Jantzen
25-05-2018

GDPR - også kendt som EU’s persondataforordning - træder i kraft i dag den 25/5. Det er Europa-Parlamentet og Europa-Kommisionen der står bag. Formålet er at sikre ét ensartet sæt af regler for beskyttelse af persondata i EU. Men faktisk, så var Red Barnets B/U panel på sporet af dette for flere år siden.

Det blev til en lille film og et undervisningsmaterialet CTRL over dine digitale spor, hvor to unge, Luca på 16 og Molly på 15, sætter spot på de data vi efterlader, når vi går online. I dagens anledning har vi pudset materialet af og gjort det klart, så voksne også forstår det.

’Jeg har sådan set ret godt styr på mine børns generelle dannelse. Men hvem går jeg til, når det handler om den digitale dannelse?’ Det sagde en forælder forleden, efter at Red Barnet havde holdt et om digitale medier. 

Lyt til hverdagseksperterne 

I Red Barnet synes vi, at vi skal lytte til hverdagseksperterne, nemlig de unge. Derfor har vi sammen med dem lavet disse spørgsmål, som både fagpersoner og forældre kan tale med de unge om. Oftest er det dog de unge, der har mere styr på deres data end de voksne.

Hvilke data er ok, og hvilke er så absolut ikke ok at efterlade online? Er det f.eks. ok at lægge et drukbillede op eller et billede af din ven, skrive noget om dine søskende eller når dine forældre lægger noget op af dig?

Generelt skal man altid bede om lov til at dele billeder. Men hånden på hjertet. Gør man, du, dine forældre eller dine venner det?

  • Sorterer du i, hvem der må se dine profiler på sociale medier?
    Har du overblik over, om dine profiler på sociale medier synlige for alle på nettet?
  • Accepterer du venneanmodninger fra folk, du ikke kender i forvejen?
  • Klik ind på dit fortrukne sociale medie og undersøg: Hvad ville du sige til at dine seneste 10 statusopdateringer blev råbt op højt et offentligt sted?
  • Hvor mange søgeresultater om dig tror du at der kommer, hvis du søger på dit eget navn?

Prøv at lave en søgning på Google og se om du har ret. Hvilke af resultaterne er du mest overrasket over og hvorfor?

Det kan være, du på et tidspunkt finder noget på nettet om dig selv, som du ikke har lyst til at have liggende på nettet længere. Det er desværre ikke så let at få slettet noget fra nettet med sikkerhed, men du kan gøre to ting:

Gå til originalkilden

Hvis du støder på indhold på nettet om dig, som du gerne vil have slettet, skal du gå til originalkilden. Originalkilden er den person eller det firma, som står bag hjemmesiden, hvor indholdet ligger. Det kan være et socialt netværk, hvor du ønsker din profil eller et indlæg slettet. Her kan du bede kilden om at slette dit navn og skrive noget mere neutralt som 'tidligere bruger' ud for dit indlæg. Du kan finde argumenterne for at få indhold slettet på Red Barnets tjeneste SletDet. 

'Fortynd' dit indhold med en data-vask

Du kan skabe nyt, positivt indhold om dig selv (som indeholder dit navn) og på den måde skubbe det dårlige indhold længere ned af listen over søgeresultater, hvor de fleste alligevel aldrig kigger. Skriv for eksempel om dine spændende fritidsinteresser, gode karakterer i skolen, eller når du gør noget godt for andre. Og hvis du inviterer til en fællesvask, hvor andre også skriver om dig, så går det hurtigere.

Pas på hinanden og jeres data, når I er online. Og se filmen CTRL over dine digitale spor.