24-08-2017

Beskyt dit barn mod børnelokkere og overgreb på nettet

24.08.2017: Man kan blive forbløffet over, hvor dygtig ens barn er til at finde rundt på Facebook, YouTube og andre digitale medier. Men husk at se forbi forbløffelsen og hjælp dit barn til et trygt og sikkert liv på nettet – det kan barnet nemlig ikke klare uden dig.

Det er vigtigt, at forældre hjælper deres barn til et trygt og sikkert onlineliv. For digitale børnelokkere er udspekulerede, og man kan ikke forvente, at børnene kan forstå risikoen ved kontakt med fremmede på nettet. Sådan fortæller Red Barnets psykolog Kuno Sørensen.

Seneste sag i Danmark med børnelokkere og overgreb online er sagen om den 21-årige mand fra Albertslund, der lokkede 39 drenge til at sende nøgenbilleder af dem selv.

Du er eksperten i gode sociale relationer – ikke barnet

Man kan blive helt forpustet, når man tænker på, hvor dygtige børn og unge er til at bruge computere, mobiltelefoner og tablets. Men husk på, at det langt fra betyder, at barnet forstår og overskuer de sociale spilleregler og mørke sider af livet på nettet. Børn er umodne og socialt uerfarne – også online.

Red Barnets psykolog Kuno Søren fortæller, at man som forælder er det forældrene, der er eksperter i gode og sunde sociale relationer – ligesom i hverdagslivet generelt. Derfor er det vigtigt, at du som forælder viser interesse, guider og fungerer som social vejleder for barnets liv på nettet.

Opsæt klare og realistiske regler for brug af sociale medier

Ifølge Kuno Sørensen er det vigtigt, at man ikke overfuser barnet med strenge forbud. Man bør i stedet opsætte regler for brug af de forskellige sociale medier sammen med barnet. Du kan finde inspiration i de sociale regler, I ellers har i hverdagen.

Reglerne kan blandt andet være:

  • Barnet fortæller, hvis det oplever noget underligt eller ubehageligt på nettet.
  • Barnet og du aftaler, hvem barnet må være i kontakt med på nettet.

Du bør også hjælpe barnet med:

  • At få styr på barnets privatlivsindstillinger på de forskellige sociale medier. Mange sociale medier har som udgangspunkt en offentlig profil – det er ikke sikkert, barnet er opmærksom på det.
  • At rydde op i kontaktpersonerne på de sociale medier, barnet bruger.

Fortæl også barnet, at du altid vil hjælpe barnet, hvis barnet skulle have brug for det. Vi kan alle komme ud for situationer, hvor vi bagefter føler vi har dummet os. Intet er for pinligt til, at du vil være der og hjælpe.