Mobbefrit net

Fokusord

Mobning, fælleskab, ansvar

Mobbefrit net

https://redbarnet.dk/skole/sikkerchat/mobbefrit-net/
Til underviseren

Antal lektioner

2

Målgruppe

Mellemtrin

Typer af aktiviteter

Walk and talk, interaktivt casearbejde, klassediskussion, quiz

I skal bruge

Computer, tablet

Kort præsentation

Digital mobning kan være vanskeligt at opdage. Oprettelse af hadegrupper og deling af private billeder kan foregå efter skoletiden og hele døgnet rundt, og så kan det have et omfang, der kan være svært at gennemskue for både underviserne og eleverne selv.

I 'Mobbefrit net!' arbejder eleverne med at fremme en mobbefri kultur i klassen, og så arbejder de med at opbygge handlekompetence til at sige fra over for digital mobning. For med konkrete redskaber og viden kan mobning både forebygges og håndteres - også selvom mobningen er digital.

 

Fælles mål

Du kan bruge forløbet i dansk, sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab og i det tværfaglige tema IT og medier. Brug også gerne forløbet i den understøttende undervisning.

Læs mere om de tilknyttede kompetenceområder i undervisningsvejledningen.

 

Undervisningsvejledning

Mobbefrit net

Digitale medier kan gøre mobning værre. Det kan forfølge én døgnet rundt og kan blive delt med mange. Læs her, hvordan du kan være med til at stoppe mobning.

Mobning er ikke det samme som almindeligt drilleri. Mobning er, når en gruppe i længere tid forfølger eller udelukker en person. At blive mobbet over lang tid kan gøre meget skade.

Hvorfor mobber man?

Man siger, at mobning sker i klasser, hvor der er lav tolerance. Det vil sige, at der ikke er plads til at være anderledes. Dorte Marie Søndergård, der er professor og ved meget om mobning, siger, at mobning også skyldes, at man er bange for at være udenfor. Og jo mere en klasses elever mobber, jo mere bange bliver de for selv at være udenfor.

Er du tilskuer?

Når én i klassen bliver mobbet, har alle i klassen en rolle. Hvis tilskuerne siger fra, stopper mobningen. Så det er vigtigt, at du siger fra, hvis der sker mobning i din klasse.
 

Drilleri: for sjov eller for alvor?

Mobning er ikke det samme som almindeligt drilleri.
 

Drilleri for sjov

...er for eksempel, hvis du sidder i skolen og joker med dine venner om, hvad du har med i madpakken. Måske siger din sidemakker: 'Den spegepølse er sgu da lige så rød som en postkasse,' og du griner og siger noget sjovt om sidemakkerens ostemad. Det er små drillerier, der bare betyder, at I har det sjovt med hinanden.


Drilleri for alvor

...er for eksempel, hvis nogle stykker fra klassen hver dag kommer med dumme bemærkninger om din madpakke. Måske skriver én på tavlen, at din ost lugter og en gruppe i klassen griner højt. Drilleri for alvor er mobning, når det sker flere gange over et længere stykke tid. Ofte er det de samme få personer, som bliver mobbet. Det gælder både, når det er i skolen, på nettet eller mobilen.

Mobning på nettet

Inden vi fik internettet, skete mobning mest i skolen. I dag bruges mobil og computer som redskaber til mobning, og det kan betyde, at det opleves værre for den, det går ud over.

Hvordan er digital mobning anderledes end mobning i skolen:

  • Den, det går ud over, har aldrig fred - det kan ske, mens man ligger i sin seng.

  • Mobbebeskeder kan blive delt hurtigt, og bliver måske set af mange.

  • Man kan ikke altid finde ud af, hvem der står bag.

  • Det er tit usynligt for voksne, så det kan være sværere at få hjælp.

Her er et par eksempler på digital mobning:

Pinlige billeder

Mange børn og unge får lagt pinlige billeder ud på nettet, som de ikke selv har sagt ja til. Når først et billede er blevet lagt ud på nettet, kan det være meget svært at fjerne det igen. Og for den person, som er på billedet, kan det være hårdt at blive udstillet på den måde. Desværre er der mange eksempler på, at børn og unge bruger pinlige billeder og videoer på nettet til at mobbe hinanden med. Faktisk er det ulovligt at lægge et billede ud på nettet af andre, uden først at have fået lov til det. Det står i denne paragraf:

§ 264 a.
Den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Hadebeskeder

...er som regel meget hårdere i sproget, end hvis man snakker med nogen ansigt til ansigt. Nogle gange kan mobning på mobilen være, at man bliver oversvømmet med den slags dumme beskeder. På SikkerChat har vi snakket med nogle drenge og piger, der har fået over 1.000 grove beskeder på bare én uge. Det er en meget hård oplevelse, som det tager lang tid at komme sig over.

Hadegrupper

Hadegrupper Det kan være sjovt at fyre bemærkninger af til hinanden på en hård måde, når man er online. Problemet med nettet er, at det er meget nemt at misforstå hinanden, når man ikke kan se og høre hinanden. Man kan nemlig ikke se glimtet i øjet eller høre den venskabelige tone i stemmen.

Nogle gange er de hårde bemærkninger alvorligt ment. Der er flere eksempler på, at børn og unge laver hadegrupper på Facebook som for eksempel 'Alle dem, der synes, at Signe skal ha’ klippet håret af'. Det er helt uacceptabelt. Det tager et sekund at klikke 'synes godt om' på sådan en side, men det kan tage mange år at komme sig over for den, det går ud over.

Udelukkelse

Udelukkelse af en kammerat kan ske online. Denne form for mobning sker for eksempel, når en gruppe sammen beslutter at slette en person fra deres kontakter på sociale medier. Når det sker på den måde, kan det opleves utroligt hårdt for den, det går ud over.

Sådan kan du stoppe det

Det kan godt lade sig gøre at stoppe online-mobning. Hvis klassen sammen med lærere og forældre gør noget for at få bedre sammenhold, kan mobningen forsvinde. Her er nogle gode råd om, hvad du kan gøre for at stoppe mobning:

  • Kontakt den, der bliver mobbet. Når man er uden for fællesskabet, har man brug for nogen, der vil tale med én. Så tal eller send en sød besked til en, der bliver holdt udenfor – så viser du, at personen ikke står alene.

  • Fortæl om mobningen til lærere og forældre. Bliv ved med at sige til dem, at de skal hjælpe med at ændre situationen.

  • Vær modig og sig fra, hvis du oplever eller hører noget, der ikke er ok.

  • Fortæl det til nogen, du stoler på, hvis du bliver mobbet. Også selv om det kan gøre ondt at snakke om.

  • Tæl til ti, før du sender et billede videre – tænk lige på, om det kan det være sårende for nogen!

  • Husk at beskeder kan opfattes meget anderledes, end de er tænkt. Få hjælp ved at ringe til eller chatte med Børnetelefonen.

Mobbet, mobber eller tilskuer?

Læs nogle korte sætninger skrevet til alle i din klasse – både dem, der bliver mobbet, mobber andre eller ser på.

Vælg selv, hvilken du vil læse:

Hvis du bliver udsat for mobning:

Der er ikke noget i vejen med dig!
Mobning sker, fordi der er dårligt miljø i din klasse, og fordi den der mobber har et problem. Ikke fordi der er noget galt med dig.

Fortæl det!
Det er vigtigt at fortælle det til nogen, hvis du bliver mobbet. Få hjælp fra din mor, far, lærer eller en anden person, du stoler på.

Lad være med at svare
Hvis du lader være med at svare på en ond besked, gør du det bedste. Et vredt svar er lige, hvad mobbere gerne vil have.

Gem mobbebeskeder
Det kan være vigtigt at gemme beskeder som beviser. Hvis du har beskederne, er det også nemmere at forklare situationen, når du fortæller det til en voksen.

Hvis du mobber andre:

Det er ikke OK
Du får det ikke bedre af at få opmærksomhed på andres bekostning.

Du sårer en anden
Tænk over, hvordan det føles at blive mobbet. Det gør virkelig ondt. Måske i mange år.

Vær ærlig
Måske kender du selv følelsen af at blive såret eller holdt udenfor. Det hjælper ikke at mobbe andre, for at den følelse skal gå væk.


Er du tilskuer:

Vær modig!
Bland dig, hvis du ser mobning. Sig det både til mobberen, til læreren og til dine forældre.

Giv en venlig skulder
Snak med den, det går ud over. Hvis han eller hun sidder alene, så sæt dig ved siden af og vær sammen med ham eller hende.

Vær med til at skabe en god stemning i klassen
Snak, leg eller vær sammen med alle dine klassekammerater, så er det rarere at være i klassen. Accepter, hvis nogen er lidt anderledes end dig.

Få skolen til at gøre noget
Du kan foreslå, at læreren tager problemet op i klassen. Du kan også foreslå, at din skole indfører en mobbepolitik, og at elevrådet tager emnet op.

Få hjælp

Sig det til en voksen, hvis du har problemer med mobning. Hvis du ikke synes, det hjælper, så chat eller snak med en rådgiver, der arbejder for at stoppe mobning.

Sådan kan du få hjælp, når du er blevet udsat for mobning
  • Børnetelefonen - rådgivning, hvor der sidder voksne, der er vant til at tale med børn om problemer og hjælpe med at finde løsninger

  • SletDet - rådgivning, hvor der sidder voksne fra sikkerchat.dk som kan hjælpe med at få slettet billeder og tekst, der er del af mobning.

Tag ansvar!

Den, der bliver mobbet, kan ikke forsvare sig over for gruppen. Hvis du ser passivt til, mens en anden bliver holdt udenfor eller forfulgt, så er du også med til at støtte, at mobningen fortsætter. Så find dit mod!

Se filmen 'Vil du læse teksten op?' om børns SMS beskeder om sociale medier.

Her kan få mere at at vide om mobning:
Kampagnen Alle for en mod mobning
Red Barnets arbejde med at bekæmpe mobning

Sofies dilemma

Måske kender du også det, at en kammerat bliver mobbet på nettet ved, at nogen lægger billeder ud af vedkommende, eller skriver noget dumt om ham eller hende på nettet, så alle kan se det.

Her kan du se nogle dilemmafilm og finde ud af, hvad du kan gøre for at hjælpe dem, der bliver mobbet online.

Hjælp Emily

Hør historien om Emily og hendes problem med at komme på Facebook

Hvad gør du?

Lader som ingenting

Inviterer Emily til at kigge med på din Facebook

Tal med Emily

Quiz

Hvad ved du om mobning?

Rigtige svar

Din rigtige svar er markeret med grøn

Er der forskel på drilleri og mobning?
B. Ja

Er det værst at blive mobbet i skolegården eller via nettet og mobiltelefonen?
C. Begge dele er slemt. Det afhænger af situationen.

Hvem har ansvaret for at hjælpe og beskytte dig, hvis du bliver mobbet?
C. Det er altid voksnes ansvar at hjælpe og beskytte.

Hvad skal du gøre, hvis du oplever, at en eller flere af dine kammerater bliver hængt ud på internettet?
B. Snakke med ham eller hende, der bliver mobbet, og få vedkommende til at kontakte en voksen.

5. Hvad skal du gøre, hvis du kender mobberen?
C. Kontakte ham eller hende og forklare, at det er forkert – og kontakte en voksen.

Er det lovligt at videresende private film, fotos og e-mails til andre?
C. Nej. Man skal altid spørge om lov først. Ellers er det ulovligt.

Hvis det går helt galt, og du kan ikke få en voksen til at hjælpe dig, hvem kan du så kontakte?
B. BørneTelefonen (tlf.: 116 11).

Sidens adresse er nu kopieret til din udklipsholder

Du kan indsætte den ved at trykke Ctrl + v