Hvad er trolling?

SikkerChat leksikon

Troll/trolling

Når man taler om trolling i forhold til onlinelivet er det et fænomen, der findes på internettets forskellige debatfora og sociale medier. Især på nyhedsgrupper og blogs, kan der dukke en troll op.

En troll er en bruger, der skriver indlæg med det formål at provokere og fremkalde en hidsig diskussion. En troll mener ikke nødvendigvis, hvad han/hun skriver. Det primære formål med indlæggene er udelukkende at få folk til at hidse sig op og "bide på krogen".

Hvis man opfører sig om en troll, kan man risikere at blive bannet (udelukket) fra hjemmesiden. 

Metoderne til trolling

Trollen kan bruge forskellige metoder til at forstyrre og ødelægge en debat. En måde er at fremsætte en række skarpt formulerede holdninger, der går imod det, debatørerne mener.

Et eksempel kunne være at afvise guders eksistens i et debatforum, der handler om religiøse spørgsmål. En anden arbejdsmetode er at krydsposte et indlæg til flere grupper. På den måde kan et svar fra én gruppe kan ses i begge grupper. Her vil en troll så vælge to grupper, hvor deltagerne har meninger, værdier og debatformer, der adskiller sig markant fra hinanden, eksempelvis en selvhjælpsgruppe for alkoholikere og en gruppe for ølbryggere. Her kan en troll typisk nøjes med et enkelt indlæg, der udfordrer deltagerne i den ene gruppe, hvorefter diskussionen ofte vil udvikle sig eksplosivt.