Hvad er Momio?

Hvad er Momio?

Momio (tidligere Skymo) kaldes populært for 'Facebook til børn'. Der er tale om et socialt medie for brugere under 18 år. Som på Facebook har hver bruger en profil, men i stedet for profilbilledet har barnet en figur, som det kan style med forskelligt tøj, hår osv. På profilen kan barnet skrive sit yndlingsdyr, yndlingsmusik, livret og lignende.

Ved oprettelse af bruger får barnet at vide, hvem der ellers er på Momio fra barnets skole. Derudover kan dit barn ansøge om venskab med venner uden for skolen og med børn, som det ikke kender i forvejen.

Momio bruges primært som en chatfunktion, hvor børnene deler tekst og billeder – både privat og offentligt. Der er en tendens til, at børnene på den åbne chat deler billeder af sig selv eller deres kæledyr og opfordrer de andre brugere til at vurdere, hvor søde/pæne de er på en skala fra 1 – 10.

Tal med dit barn om brug af Momio

Tal med dit barn om, at billeder, der lægges på nettet, ikke kan slettes igen. Barnet bør derfor som hovedregel ikke lægge et billede op, som det ikke har lyst til at dele offentligt. Tal også med dit barn om, at det kan være interessant at få nye venner gennem Momio, men at barnet ikke kan være sikker på, at en fremmed er den person, som han/hun giver sig ud for at være.

Som forældre skal man udforske Momio sammen med sine børn og tale med dem om, hvad de må dele og skrive. Det er også en god ide at lave aftaler med sine børn om, hvilke billeder og video, de må offentliggøre, for billederne er i udgangspunktet offentlige for alle medlemmer.