Hvad er grooming?

SikkerChat leksikon

Grooming

Grooming er, når børn lokkes til sex efter en samtale eller kontakt til en anden på nettet.

Hvis man forstår grooming-processen, er der større chance for, at man kan redde et barn fra seksuelle overgreb. I dag anvendes begrebet "grooming" om en seksuel krænkers manipulation og bearbejdelse af et barn op til et seksuelt overgreb.

Grooming-faserne

Manipulationen følger - i langt de fleste sager - det samme mønster. Hvis det starter på nettet, følger forløbet typisk forskellige faser:

1. Kontaktskabende fase

Den seksuelle krænker vil typisk bruge chatrum og hjemmesider for børn til at skabe en første kontakt. Alle børn kan blive kontaktet af en seksuel krænker, men nogle børn er mere udsatte end andre. Børn som mangler selvtillid, ordentlig voksenkontakt og omsorg vil i højere grad være modtagelige for den opmærksomhed, som er krænkerens bedste kort.

2. Opbygning af venskab

Den seksuelle krænker giver barnet masser af positiv opmærksomhed. Hvis han finder ud af, at barnet spiller håndbold, vil han typisk sige, at han er glad for samme sport. Den voksne vil forsøge at skabe tillid hos barnet, og barnet vil mærke en konstant interesse over tid. På dette tidspunkt kan det være, at kommunikationen flytter over på Messenger.

3. Risikovurdering

Samtidig med at der skabes et slags venskabsforhold, vil den voksne tjekke barnets omgivelser. Det vil være vigtigt for ham at finde ud af, om barnet har en tæt forældrerelation, om barnet har sin private pc på værelset osv.. Disse oplysninger bruges til at vurdere risikoen for, at omgivelserne får noget at vide.

4. ”Den eneste ene” fasen

Krænkeren vil forsøge at skabe en intim relation, hvor der udveksles hemmeligheder, og hvor samtaleemnerne bliver meget personlige. Samtidig vil den voksne teste barnet ved at stille krav, for eksempel om at barnet skal sende nøgenbilleder eller lignende. På denne måde gøres barnet medansvarligt. På dette tidspunkt i forløbet vil kommunikationen nogle gange flytte over på mobiltelefonen.

5. Den seksuelle fase

Her vil samtalerne begynde at handle om sex og krænkeren vil typisk forsøge at arrangere at mødes i virkeligheden. Det kan være meget svært for barnet at sige nej. Dels føler barnet selv ansvar og medskyld, dels har barnet fået opbygget en stor tillid og mange positive følelser overfor den voksne.