Hvad er en kædebesked?

SikkerChat leksikon

Kædebeskeder

Kædebeskeder er beskeder, der har til hensigt at blive delt af så mange som muligt. Det kan eksempelvis foregå på Facebook i statusopdateringer eller via sms. Det kan foregå som søde små uskyldige beskeder om eksempelvis at dele en statusopdatering om, at man har den bedste far i verden – men der kan også bruges grov manipulation.

Eksempler på kædebeskeder

En kædebesked på Facebook, der gik viralt, især blandt børn, handlede om at afsenderen var et spøgelse, som skulle være død for 27 år siden, men som nu brugte sin tid på nettet i sit efterliv. Hvis man ikke sendte beskeden videre til 20 venner, truede spøgelset med at sove ved ens side resten af livet. Truslen omhandlede også en historie, hvor en pige havde ignoreret beskeden, og så var hendes mor død 20 dage efter. På denne måde manipuleres børn og unge til at dele beskeden af frygt for, at der sker dem eller deres familie noget ondt.

Kædebeskeder handler ikke nødvendigvis om noget overnaturligt for at være manipulerende. Nogle beskeder handler eksempelvis om, at man skal videresende kædebeskeden for at undgå, at ens Facebookprofil bliver slettet. På den måde kan barnet føle sig presset til at dele beskeden på sin egen Facebook-væg, fordi barnet er nervøs for, at Facebook ellers sletter barnets profil.

De fleste kædebeskeder er dog blot korte beskeder med uskyldigt indhold, som man kan sende til en god ven, veninde eller et familiemedlem.