Hvad er digital chikane?

SikkerChat leksikon

Chikane på nettet

Chikane, der foregår via nettet, kan virke voldsomt intimiderende. Offeret kan blive bange og meget ked af det. Dels kan det være svært at finde ud af, hvem der står bag. Dels er de sårende beskeder eller billeder offentlige, så alle kan se dem. 

Koordineret chikane

Der er eksempler på, at børn og unge oplever koordineret chikane. Det kan eksempelvis være beskeder fra forskellige afsendere - men med samme truende indhold. Eller en lang liste af onde kommentarer på Facebook. Denne slags chikane kan være del af et mobbemønster.

Seksuel chikane

Chikane kører tit på udsagn om offerets seksualitet, da det er et meget sårbart område – især for teenagere. En 13-årig pige oplevede for eksempel, at der pludselig i hendes profiltekst stod ”jeg er til ældre mænd”. En anden oplevede, at der var lagt en scoreliste ind med konkrete navne på drenge i parallelklassen.